Erhverv

Danske IO Biotech henter 944 mio. kr. i stor investeringsrunde

IO Biotech har opnået gode resultater i de første test på mennesker, og nu hjælper en række investorer med et skud frisk kapital, så kræftprodukterne kan komme hurtigere gennem godkendelsessystemerne.

Danske IO Biotech har rejst knap en milliard kroner, som skal bruges til at få kræftprodukterne videre i det amerikanske godkendelsessystem.

Det danske biotekselskab IO Biotech har rejst en stor sum penge fra en række internationale investorer. Beløbet lyder på 127 mio. euro, hvilket svarer til omkring 944 mio. danske kroner.

Den store investering skal bruges til at få IO Biotechs produkt videre i det medicinske godkendelsessystem.

»Investeringen vil gøre det muligt for os at få gennembruddet i godkendelsen af terapi-planer og rykke vores ledende programmer ind i de sene stadier i den kliniske udvikling. Vi er opsat på at bringe vores behandling ud til patienterne så hurtigt som muligt,« siger Mai-Britt Zocca, der er adm. direktør og stifter af IO Biotech, i en pressemeddelelse.

Det danske biotekselskab behandler kræfttumorer og ondartede celler via en særlig immunterapi. De første resultater af test på mennesker har været lovende.

Ud af de 30 patienter med ondartede kræfttumorer i huden, som IO Biotech har testet deres behandlinger på, har 79 pct. fået en effekt af behandlingen. Knap halvdelen - nærmere bestemt 45 pct. - har sågar fået særligt gode effekter eller den ultimative gevinst i form af en total forsvinden af tumoren.

IO Biotechs lovende resultater har fået den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA til at give det danske selskab en såkaldt ”breakthrough designation”., der groft sagt betyder, at produkterne kan komme hurtigere igennem godkendelsesprocesserne, da der bliver stillet færre krav.

»IO Biotech bygger en signifikant immunterapeutisk pipeline baseret på overbevisende videnskabelig og klinisk validering,« siger Christian Elling fra Lundbeckfonden Emerge, der efter den nye investeringsrunde er den største investor i selskabet.

IO Biotech er det ene af i alt syv biotekselskaber i Lundbeckfonden Emerge.

»Hvis den banebrydende forskning, der finder sted i Danmark, skal komme patienter til gode, skal den ud at leve i den kommercielle verden. Det hjælper vi med – både med finansiering og rådgivning - så selskaberne får den nødvendige, robuste støtte, der skal til for at udvikle sig,« siger Christian Elling.

Den nye investeringsrunde var ledet af HBM Healthcare Investments, og andre investorer, der også var med i runden, tæller VivoCapital, Kurma Partners, Avoro Capital, RA Capital Management, Samsara Biocapital, Idinvest Partners, PFM Health Sciences, Soleus Capital, Eir Ventures og Serrado Capital.

Samtidig var der også deltagelse fra eksisterende investorer i form af Novo Seeds, Lundbeckfonden Emerge og Sunstone Life Science Ventures.

BRANCHENYT
Læs også