Erhverv

Så mange skyldnere er der i din kommune

Syd for København er der flere skyldnere end i den nordlige del af Sjælland.

I Nordsjælland er de gode til at betale deres regninger.

Overordnet set er danskerne blevet markant bedre til at betale deres regninger, men der er alligevel fortsat danskere, som står registreret i RKI.

RKI-registret over dårlige betalere toppede i januar 2014 med knap 233.000 danskere registreret, mens det tal ved det netop overståede årsskifte var ca. 184.000 danskere. Det er 5-6 pct. færre end ved forrige årsskifte.

»Positivt for vores samlede økonomiske sammenhængskraft er det, at stadig færre danskere nu står registreret i RKI-registret. Det vidner om en robust økonomisk hverdag for mange danskere, hvor lave bankrenter, en lav arbejdsløshed, udbetaling af feriepenge og solide opsparinger viser en fornuftig udvikling,« siger Bo Rasmussen, nordisk salgsdirektør hos virksomheden Experian, der styrer RKI-registeret, i en pressemeddelelse.

Selvom det generelle billede er i bedring, er der dog for den yngre aldersgruppe fra 21 til 50 år problemer med, at den enkelte skyldner skylder mere end tidligere.

»Det har store og vidtrækkende konsekvenser for den enkelte at være i RKI-registret, så det er vigtigt, at unge danskere betaler deres regninger til tiden og ikke har for store udgifter. Vi ved, at det ofte begynder en negativ gældsspiral, hvis du først bliver registreret flere gange,« siger Bo Rasmussen.

Der er desuden også stor forskel på, hvor mange der er registreret i RKI i landets forskellige kommuner. Lolland indtager en klar førsteplads, idet over ni pct. af beboerne i kommunen er registreret i skyldner-systemet.

Omvendt er en række nordsjællandske kommuner at finde i den anden ende af listen. Bedst ser det ud i Allerød Kommune, hvor blot 1,32 pct. af beboerne er registreret i RKI-registeret.

Datakilde: Experian

Læs også