Erhverv

Amerikanerne flytter til Texas og Tennessee og forlader Californien

Det amerikanske firma U-Haul offentliggør hvert år, hvilke stater de fleste valgte at køre til med en fyldt flyttetrailer.

Det var især Tennessee og Texas, der nød godt af, at mange amerikanere valgte at pakke flyttebilen og søge mod de to stater i 2020. Foto: U-Haul

Det er ikke kun rige amerikanske tech-milliardærer, der forlader Californien for at slå sig ned i andre stater.

Den store vestkyst-stat har åbenbart mistet lidt af sin glans og tiltrækningsevne. Og det er især stater som Tennessee, Texas og Florida, der modtager mange nye tilflyttere, viser en opgørelse fra firmaet U-Haul, skriver CNBC.

U-Haul offentliggør hvert år en ”Migrations Trend Report”, der viser hvor mange trailere og flyttevogne, der udlejes ”one way” til folk, som gerne vil flytte.

One way vil sige, at forbrugerne lejer en trailer eller flyttebil i én stat og afleverer den i en anden - og dermed ikke tager turen retur.

Dette års rapport bygger på data fra flere end to millioner one way-lejekontrakter, og den stat med flest tilflyttere er Tennessee efterfulgt af Texas.

»Jeg oplever, at mange mennesker fra Californien flytter til Tennessee, fordi de er tiltrukket af vores livsstil,« siger Jeff Porter, der er topchef for U-Haul i Nashville.

Staten har da også en del incitamenter at tilbyde nye indbyggere. Tennessee har ingen indkomstskat, masser af job og er forretningsvenlig, lyder det fra Jeff Porter.

U-Hauls tal betår af forskellen mellem, hvor stor trafikken er one way både til og fra den pågældende stat.

Tennessee oplevede en stigning på 12 pct. i 2020 i nytilkomne, mens antallet af folk, der flyttede fra staten steg med 9 pct. Det giver en nettotilgang på tre procentpoint.

Texas og Florida kom ind på de næste pladser over fleste one way-ankomster.

Trailere med logoet fra U-Haul er nærmest ikonisk i USA og bruges ofte i både film og tv-serie til at signalere, at nogen flytter fra et sted til et andet.

Når unge i USA flytter hjemmefra sker det ofte i en bil med en trailer fra U-Haul hægtet på krogen.

Det er ikke USAs eneste firma af den slags, men det mest kendte.

Top 10 over stater med den største vækst i nytilflyttere, ifølge U-Haul:

  1. Tennessee
  2. Texas
  3. Florida
  4. Ohio
  5. Arizona
  6. Colorado
  7. Missouri
  8. Nevada
  9. North Carolina
  10. Georgia

Stater med det laveste antal one way-ankomster i 2020 var Californien, Illinois og New Jersey.

BRANCHENYT
Læs også