Erhverv

Industriens Fond starter nyt initiativ - Vil forberede virksomhederne på næste krise

Den filantropiske fond vil gennem den kommende periode finde viden, der kan forberede dansk erhvervsliv på kommende kriser.

Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond, vil finde ud af, hvordan virksomhederne bedst forbereder sig på næste krise. Foto: Gregers Tycho

Coronakrisen har været - og er fortsat - en hård nød at knække for store dele af det danske erhvervsliv.

Industriens Fond har undervejs postet i omegnen af 150 mio. kr. i at hjælpe virksomhederne med at finde ud af, hvordan de kunne komme gennem krisen.

Gennem initiativet GenstartNu, hvor små- og mellemstore virksomheder kunne ansøge om finansiering af en omgang ekstern rådgivning, har fonden hjulpet tusindvis af virksomheder.

»Det har været en overdådig succes. Når programmet er afsluttet, vil vi have været i berøring med og hjulpet omkring 3.000 danske virksomheder, og den feedback, vi får fra virksomhederne, er, at de over en bred kam er meget tilfredse med den hjælp, de har fået,« siger Thomas Hofman-Bang, der er direktør i Industriens Fond.

Og nu er der så sat et nyt initiativ i søen.

For selvom coronakrisen endnu ikke er overstået, er der ifølge direktøren brug for, at man kigger frem i tiden.

»Det er jo nok næppe er den sidste krise, som dansk erhvervsliv kommer til at stå overfor,« siger Thomas Hofman-Bang, der sammen med fonden fandt potentiel vigtig viden undervejs i GenstartNu-kampagnen, hvor der sideløbende blev kørt vidensdannende projekter.

»En afrapportering fra SDU viser, at de virksomheder, som havde et højt niveau af kriseberedskab og kriseparathed indbygget i deres DNA, klarede sig markant bedre end virksomheder, der ikke havde det,« siger direktøren.

Industriens Fond

- Blev oprindeligt grundlagt i 1898 under navnet Kreditforeningen.

- Er en uafhængig erhvervsdrivende fond, der støtter projekter, der har potentialet til at fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

- Har en egenkapital på omkring fire mia. kr.

- Anvender op mod 250 mio. kr. årligt til egne initiativer og ansøgerdrevne projekter, der bidrager til opfyldelsen af Fondens mission.

Kilde: Industriens Fond

På baggrund af dette åbner Industriens Fond inden længe op for et splinternyt initiativ, der har til hensigt at skulle styrke virksomhedernes parathed forud for eventuelt kommende kriser.

Under temaet ”Fra Krise Til Konkurrencekraft” kan vidensaktører som eksempelvis universiteter, institutter og lignende snart søge midler hos fonden, som kan bruges til at udvikle og opdage ny viden om, hvordan man som virksomhed forbereder og ruster sig til fremtidige kriser.

Målet er at få en øget kriseparathed i dansk erhvervsliv.

»I den globalisering af verden, som dansk erhvervsliv lever i, er vi jo utroligt afhængige af samspillet mellem virksomheder og aktører over hele kloden,« siger direktøren og uddyber:

»Dermed er vi vidt eksponeret mod potentielle kriser af politisk, økonomisk, sundhedsmæssigt, fødevaremæssigt, energimæssig og bæredygtighedsmæssig karakter. Vi ser dem jo hele tiden.«

I løbet af den næste halvanden måneds tid kan aktørerne ansøge om donationer til at undersøge tingene, og dernæst står fonden også for den finansielle del af at få distribueret den opdagede viden ud i virksomhederne, hvor den skal bruges.

Fonden har hvert år et budget på 250 mio. kr. til at udvikle vidensprojekter til gavn for dansk erhvervsliv, men hvor mange af dem, der skal tages i brug til dette projekt, kommer ifølge Thomas Hofman-Bang helt an på, hvordan responsen er:

»Hvis vi får mange gode idéer, bliver det et stort beløb, men hvis kvaliteten er i den lave ende, så sætter vi ikke så meget i gang.«

BRANCHENYT
Læs også