Erhverv

Danskerne købte boliger for 252 milliarder i 2020

2020 blev et boligår, der sent vil blive glemt i branchen.

Danskerne handlede boliger for svimlende 690 mio. kr. om dagen i 2020. Foto: Thomas Borberg

2020 blev på alle måder et rekordår på boligmarkedet, der glødede af købsiver og et utal af handler.

At det har været et godt år, kan også ses på den samlede sum, danskerne i 2020 handlede boliger for.

Ifølge Boligsiden står det nemlig klart, at der er omsat boliger for en samlet sum af 252 mia. kr. i 2020.

Det svarer til, at danskerne hver eneste dag brugte 690 mio. kr. på boliger.

»Med de rekordhøje salgstal og rekordhøje salgspriser må den samlede købesum nødvendigvis også stige, men det er alligevel voldsomt,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Set i forhold til 2019 er den samlede sum, som danskerne har køb boliger for, steget med intet mindre end 28 pct. - altså 150 mio. kr. om dagen.

I 2020 er der sat rekord for antal handler både i forhold til salget af ejerlejligheder og huse og i særdeleshed for sommerhusene. Men det er stadig villaer og rækkehuse, som danskerne har spenderet flest penge på i 2020.

Helt konkret er der solgt huse for 151 mia. kr, hvilket vil sige, at tre femtedele af den samlede købesum er brugt på denne boligtype.

»Det skyldes dels de generelt stigende salgspriser og det øgede salg, men også at danskerne i højere grad har købt de lidt større og dermed også ofte dyrere huse,« siger Birgit Daetz.

BRANCHENYT
Læs også