Erhverv

Cartier-ejer bliver hjulpet af tocifret salgsvækst i Asien

Richemont Group står bag Cartier, Montblanc og en række andre kendte luksusbrands. Foto: Imaginechina via AP Images.

Schweiziske Richemont, der ejer mærker som Cartier og Montblanc, kom ud af selskabets forskudte tredje kvartal med en bedre end ventet salgsudvikling, der blev hjulpet af tocifrede vækstrater i Asien-Pacific samt Mellemøsten og Afrika.

Salget er steget med 5 pct. i faste valutakurser i tredje kvartal og er landet på 4,19 mia. euro, hvilket er over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 3,96 mia. euro.

Salgstilbagegangen i Europa var på 20 pct., hvilket er bedre end analytikernes forventning om et fald på 24,2 pct.

I Asien-Pacific er stigningen på 25 pct. til 1,73 mia. euro, sammenlignet med analytikerprognosen på 18,2 pct., mens den i Mellemøsten og Afrika blev på 27 pct., hvilket er mere end det dobbelte af analytikerestimatet på 12,7 pct. I Amerika steg salget med 3 pct., hvilket stort set var som de ventede 2,89 pct.

Salget af smykker blev på 2,37 mia. euro, hvor analytikerne havde ventet 2,19 mia. euro. Salget af ure landede på 758 mio. euro mod ventet 720,8 mio. euro. Til gengæld skuffede onlinesalget på 668 mio. euro mod ventet 712,5 mio. euro.

Finanshuset Citigroup venter, at salgsmeldingen vil blive godt modtaget af investorerne givet modvinden i perioden, der blandt andet omfattede nedlukninger og butikslukninger i Europa og et tilbagefald i kølvandet af det amerikanske præsidentvalg.

BRANCHENYT
Læs også