Erhverv
BREAKING

Tænketank revser elbil-satsning: Vi spilder muligheden for at skabe nye danske job

Politikerne bør give grøn statsstøtte til de klimateknologier, der har potentiale til at sikre eller udbygge danske virksomheders globale førerposition. Ellers bliver den grønne omstilling unødigt dyr for Danmark, konkluderer erhvervstænketanken Axcelfuture i en ny rapport.

Axcelfutures direktør, Joachim Sperling, er begejstret for sin egen elbil, men han mener, at man skal bruge grønne danske støttekroner på at fremme andre teknologier med langt større erhvervspotentiale. Foto: Stine Bidstrup

Danmark spilder en unik mulighed for at skabe nye arbejdspladser, hvis man bruger de grønne støttekroner på elbiler og andre teknologier uden danske spidskompetencer.

Det konkluderer erhvervs-tænketanken Axcelfuture i en omfattende rapport, der stiller skarpt på, hvordan vi får mest mulig erhvervsudvikling ud af Danmarks ambitiøse klimamål.

»Hvis vi gerne vil bane vej for nye erhvervseventyr som Vestas eller Ørsted, så kommer det altså ikke til at ske ved at investere i at få en million elbiler til Danmark. Hvis man ikke målretter støttekronerne til nogle områder, hvor vi har nogle danske erhvervskompetencer, så spilder vi muligheden for at skabe nye danske job,« siger Joachim Sperling, direktør i Axcelfuture.

Grøn omsætning for 450 mia. kr.
  • Axcelfuture har beregnet, at den grønne del af dansk erhvervsliv årligt omsætter for 450 mia. kr. Det er betydelig højere end i Danmark og udlandet.
  • Tallet er baseret på de senest tilgængelige regnskaber kombineret med en individuel vurdering af, hvor stor en del af omsætningen i den pågældende virksomheder er relateret til noget klimaorienteret.
  • På baggrund af internationale fremskrivninger, skønner Axcelfuture, at den grønne økonomi kan blive ca. tredoblet frem mod 2030, så omsætningen vokser til 1200 mia. kr., hvis Danmark beholder sin nuværende markedsposition på det globale marked for grønne løsninger.

Ifølge rapporten er der flere hundrede milliarder kroner på spil for danske virksomheder, når politikerne skal vælge vejen til at reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030.

Axcelfutures beregninger viser, at den grønne del af dansk erhvervsliv i dag omsætter for ca. 450 mia. kr. Det tal kan vokse til 1.200 mia. i 2030 vurderer tænketanken på baggrund af internationale studier. Men det kræver, at Danmark er i stand til at holde sin stærke markedsposition på det globale marked for grønne teknologier.

Tænketankens rapport udpeger således 10 styrkepositioner, som kan sikre den grønne omstilling, og heriblandt rummer blandt andet biogas og det brintbaserede brændstof PtX et stort erhvervspotentiale.

Eksperterne bag Axcelfutures klimarapport
  • Axcelfutures rapport om erhvervsperspektivet i den grønne omstilling er finansieret af Nordeafonden. Rapportens forfatterne har i forløbet arbejdet sammen med et advisory board bestående af følgende eksperter og fagfolk:
  • Rådgiver Finn Lauritzen (formand), tidligere direktør i Konkurrencestyrelsen og Erhvervsstyrelsen
  • Rådgiver Lars Barfoed, tidligere minister og formand for De Konservative
  • Direktør Katrine Bjerre M. Eriksen, Synergi
  • CEO, Toke Foss, DEIF
  • Rådgiver og professionelt bestyrelsesmedlem Susanne Juhl
  • Professor Kirsten Halsnæs, DTU, medlem af FN’s Klimapanel
  • Projektchef Jens Sand Kirk, Grønreform
  • Branchedirektør Troels Ranis, DI

Interesseorganisationen Dansk Erhverv er helt på linje med tænketanken.

»Der er ikke ret mange virksomheder i Danmark, som laver dele til elbiler, så det erhvervsmæssige medløb er ikke særlig stærkt. Ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt burde man investere i noget andet. Også fordi elbilerne kommer helt af sig selv, hvis vi bare giver dem lidt mere tid,« siger fagchef Jesper Højte Stenbæk, der dog ikke ønsker at pille ved den politiske elbil-aftale, der efter lange forhandlinger landede i december.

Aftalen rummer finansiering til at få 775.000 elbiler på vejene i 2030, men aftalen skal tilpasses undervejs, og regeringens ambition er stadig at runde 1 mio. elbiler.

Ifølge Elbilkommissionen, der blev nedsat af den forrige regering og havde Anders Eldrup som formand, vil det blive alt for dyrt for samfundet at satse på 1 mio. elbiler i 2030. Alligevel afviser Anders Eldrup Axcelfutures idé om at lade elbilerne klare sig selv og satse på andre teknologier.

»Når man skal nå 70 pct.s reduktion i 2030, bliver man simpelthen nødt til at have transportsektoren med, og der kommer vi ikke uden om at fremme udrulningen af elbiler,« siger Anders Eldrup.

I energiselskabernes brancheorganisation, Dansk Energi, er direktør Lars Aagaard helt på linje.

»Jeg bliver helt elektrisk over det enorme erhvervspotentiale, der er for Danmark i at få udviklet PtX, men vi er altså stadig nødt til at satse på elbilerne. Ellers er det som at sige, at vi skal droppe 70 pct.s målsætningen,« siger Lars Aagaard.

BRANCHENYT
Læs også