Erhverv

Egyptere køber sig ind i FC Nordsjælland

Sidste sommer blev Tom Vernon eneejer af FCN. Foto: Liselotte Sabroe

FC Nordsjælland får ny udenlandsk ejer.

Egyptiske Mansour Group overtager aktiemajoriteten i fodboldklubben. Det oplyser FCN på sin hjemmeside onsdag.

Ifølge FCN vil det nye partnerskab give omkring 100 millioner euro (744 millioner kroner) fordelt over adskillige år til forbedringer af blandt andet superligaklubben.

De nye ejere oplyser, at de vil "fortsætte og forstærke klubbens kurs, arbejde og kultur".

FCN skriver, at partnerskabet vil medføre investeringer i et nyt akademi samt et professionelt kvindehold i Egypten.

FCN's akademi i Ghana - Right To Dream-akademiet - skal også forbedres. Og der vil blive investeret i både FCN samt klubbens lokale akademi på herre- og kvindesiden, lover de nye ejere.

Jan Laursen, der hidtil har været sportschef i FCN, bliver i stedet ny bestyrelsesformand.

Jan Laursen overtager formandsposten fra Tom Vernon, som var ejer før egypterne.

- Mit hjerte banker for denne klub, som jeg kom til for over 20 siden, og derfor var det ikke svært at takke ja til det store ansvar, jeg overtager nu.

- Når man på nærmeste hold har oplevet, hvad FCN har været igennem siden sin fødsel og ser, hvor den er nået til i dag, så forstår man potentialet i den. Og det gør jeg, siger Jan Laursen til klubbens hjemmeside.

FCN oplyser, at klubben fortsat vil blive ledet, så eventuelt overskud reinvesteres i organisationen og ikke bliver til udbytte for investorer eller aktionærer.

Den daglige ledelse i FCN ændres også. Klubben får to nye ligestillede direktører, Mikkel Hemmersam og Trine Hesselund Hopp Møller.

Mikkel Hemmersam bliver ansvarlig for det sportslige, mens Trine Hesselund Hopp Møller får ansvar for klubbens kommercielle områder og øvrig administration.

Søren Kristensen stopper samtidig som administrerende direktør og bliver i stedet klubdirektør.

Som klubdirektør skal han fokusere på den fortsatte udvikling af projektet med at etablere klubbens træningsanlæg og administration i Hillerød.

En engelsk investorgruppe, der var anført af Tom Vernon, købte i 2015 FCN af den tidligere hovedaktioner Allan K. Pedersen.

Sidste sommer blev Tom Vernon eneejer af FCN. I den forbindelse oplyste klubben, at netop Mansour-familien, der står bag Mansour Group, stillede garanti for de penge, Vernon lånte i banken.

Egypterne var i 2012 også med til at poste penge i opførelsen af Right To Dream-akademiet i Ghana.

Læs også