Erhverv

VW-boss sender stikpille til Elon Musk

Tesla er løbet med store dele af opmærksomheden gennem det seneste stykke tid, men det forsøger direktøren i VW nu at gøre op med.

VW-bossen Herbert Diess er nyt medlem af Twitter. Foto: Bloomberg/Krisztian Bocsi

Kampen om at blive en fremtidig magtfaktor på markedet for elbiler må siges at være skudt i gang, og de traditionelle bilfirmaer bliver åndet i nakken af fremadstormende bilmærker.

Det mest omtalte mærke må siges at være amerikanske Tesla, der med den flamboyante Elon Musk i spidsen har indtaget markedet i store dele af verden.

Sidste år solgte Tesla i omegnen af 500.000 biler, men selvom bilkøberne er blevet gladere for bilen, er det alligevel investorernes interesse i - og værdisætning af - aktien, der er mest bemærkelsesværdig.

Tesla er trods en langt lavere indtjening end konkurrerende bilmærker nemlig værdisat til at være verdens dyreste bilfirma. Allerede i august sidste år var det amerikanske elbilsfirma sågar værdisat højere end bilgiganterne GM, Fiat Chrysler, Ford, Peugeot, Volkswagen, BMW og Daimler tilsammen.

Dette har nu fået topchefen fra den traditionelle tyske bilgigant Volkswagen til at tage nye midler i brug. Fornyligt oprettede han således en profil på det sociale medier Twitter, der gennem tiden er blevet brugt flittigt af Teslas direktør Elon Musk.

Og VW-direktøren Herbert Diess pakker ikke noget ind, for i en indskudt stikpille til Elon Musk sætter han direkte ord på, hvad hensigten er med hans nye optræden på det sociale medie.

»Hej Twitter. Jeg er her for at gøre en forskel med VW - specielt med politiske sager. Og selvfølgelig for at tage nogle af dine markedsandele, Elon Musk,« skriver direktøren.

Elon Musk har ikke umiddelbart givet nogen respons til stikpillen, der er en reaktion på den opmærksomhed Teslas aktie har fået i kraft af Elon Musks skriveri på mediet.

At det betyder noget for investorerne, når Teslas direktør går på Twitter og skriver om diverse ting, er desuden tidligere understreget af, at mindre selskaber, som han nævner, brager op på børserne få øjeblikke senere.

Bl.a. steg selskabet Signal Advance med over 400 pct., fordi investorerne troede, Elon Musk hentydede til firmaet, da han på Twitter opfordrede til at bruge ”appen Signal”.

Det viste sig dog senere, at det slet ikke var det selskab, investorerne sendte op, som Musk hentydede til.

Over det seneste år er Tesla steget i omegnen af 740 pct. på børsen, så markedsværdien er kravlet op på over 800 mia. dollars for selskabet.

Læs også