Erhverv
BREAKING

Var på fodboldlandsholdet: Ejendomme har gjort Jakob Friis-Hansen til mangemillionær

Jakob Friis-Hansen ejer stribevis af københavnske ejendomme gennem sit firma. Det har lige ført til et overskud på 54 mio. kr. i et nyt regnskab fra firmaet.

Jakob Friis-Hansen, der tidligere var fodboldlandsholdsspiller, har opbygget en stor papirformue på ejendomme.

I 1990’erne spillede Jakob Friis-Hansen fodbold i store europæiske klubber og var en del af landsholdet.

Dengang tog han også hul på et ejendomseventyr, der nu virkelig begynder at give pote. Siden 1991 har Jakob Friis-Hansen haft et ejendomsselskab, hvor der netop er offentliggjort et overskud efter skat på 54,4 mio. kr.

Det bringer selskabets egenkapital op på 119,7 mio. kr., viser det nye regnskab.

Navnet på selskabet er ’Lille’ A/S - nok en reference til den franske fodboldklub Lille, hvor Friis-Hansen spillede gennem mange år.

Selskabets aktivitet består af drift og administration af egne ejendomme. Ifølge erhvervsdatabasen BIQ har ’Lille’ A/S 10 ejendomme i kommunerne København, Frederiksberg og Gentofte, som alle er købt mellem 1992 og 2010.

Det er primært dagsværdireguleringer af disse ejendomme, der sender overskuddet op i Friis-Hansens selskab. Ifølge det seneste regnskab havde investeringsejendommene en værdi af 280,8 mio. kr. En stigning på 69 mio. kr. i forhold til året forinden.

Den seneste offentlige vurdering af ejendommene lyder på en samlet værdi på 170,2 mio. kr., viser Finans’ gennemgang.

Jakob Friis-Hansen har ingen kommentarer til sit ejendomsselskab eller dets resultater.

Han har prøvet næsten alt inden for fodboldens verden. Som spiller var han forbi klubber som Lille, Bordeaux og Hamburger SV. Det blev til 19 landskampe op gennem 1990’erne for Jakob Friis-Hansen, der primært spillede i midterforsvaret, men også engang imellem gjorde sig på den defensive midtbane.

Han var en del af det landshold, der vandt King Fahd Cup i 1995. En turnering som nu er kendt under navnet Fifa Confederations Cup.

Jakob Friis-Hansen måtte som 31-årig i 1998 erklære sig fodboldinvalid grundet kroniske hælskader. Derefter kastede han sig ud i andre gerninger i fodboldverdenen.

Han har været træner i divisionsklubberne HIK og Fremad Amager, ligesom han i en kort periode var spilleragent. Gennem de seneste 12 år har Jakob Friis-Hansen været talentspejder for klubber som Liverpool, Southampton, Leicester, Fiorentina og Real Betis.

Nu er han talentspejder i Bordeaux, hvor han som aktiv spillede i én sæson. I øvrigt sammen med Zinedine Zidane, som blev en god ven for Jakob Friis-Hansen, og som sammen var med til at føre Bordeaux frem til finalen i Uefa Cuppen i 1996.

BRANCHENYT
Læs også