Erhverv

Medie: Kapitalfond ønsker at sælge Tiger-kæde tilbage til stifter

Kapitalfonden EQT har angiveligt spurgt Tiger-stifter Lennart Lajboschitz, om han vil købe kæden tilbage.

Foto: Martin Lehmann

Flying Tiger Copenhagen har tilsyneladende udviklet sig til lidt af en hovedpine for kapitalfonden EQT, der ejer butikskæden.

EQT har flere gange forgæves forberedt et salg af selskabet, og nu viser det sig, at kapitalfonden for nylig også har spurgt Tigers stifter, Lennart Lajboschitz, om han er interesseret i at købe sit livsværk tilbage.

Det skriver Børsen.

Lennart Lajboschitz bekræfter overfor Børsen, at der har været en dialog med EQT, der tilbød ham at købe butikskæden, men derudover har han ikke yderligere kommentarer.

“Ja, det har der været. Men tal med EQT,” lyder det fra Lennart Lajboschitz.

Mads Ditlevsen, partner og leder af EQT i Danmark, vil ikke forholde sig til Lennart Lajboschitz' udtalelse og henviser til, at de konkrete dialoger om salg er fortrolige.

Læs også