Erhverv

Private investorer har i et koordineret angreb drevet Gamestop-aktien i vejret

Amerikanske Gamestop har set aktien stige med over 300 pct. siden nytår. Forklaringen findes på internetforaet Reddit.

Den amerikanske spilkæde Gamestop er lukket i Danmark, men lever stadig i USA. Foto: Al Powers/AP Fakta: Sådan shortes en aktie Grafik: Anders Thykier

I fredags steg aktien 51 pct. I går steg den yderligere 18 pct.

Gamestop-aktien har været udsat for nogle massive aktieudsving de seneste par dage og uger. Prisen for en enkelt aktie er gået fra godt 19 dollars i starten af året og lukkede i går i en pris på 76,7 dollars. Aktien er steget med over 300 pct. siden nytår.

Men hvis det ikke er på grund af selskabets økonomiske nøgletal og strategier, hvordan kan det så gå til?

Svaret er ganske enkelt vrede medlemmer af Reddit-foraet Wallstreetbets, der i løbet af de seneste uger har startet en krig mod kapitalfonden og bloghjemmesiden Citron Research og fondens short-positioner.

Det skriver flere internationale medier.

I et koordineret angreb har medlemmerne af forummet købt så store volumener af aktier i Gamestop, at prisen er drevet opad. Et udtryk, man på engelsk kalder et short squeeze. Dermed har Citron Research, og i særdeleshed stifteren Andrew Left, der er udpræget short-seller, tabt penge på positionen.

Samlet set er handelsvolumen på aktien 10 gange højere end det normale niveau.

»Udviklingen er farlig. Den tilfører aktiemarkedet et betydeligt russisk roulette-præg og tiltrækker opportune investorer uden eller kun med en lille viden om aktiemarkedet, og den kan gøre investeringsplanlægning ekstrem vanskelig for selskaberne. Samtidig er det næppe lovligt at lave en form for et ”rockerangreb”, hvor man samler mange i flok for at manipulere aktiekursen,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet, i en kommentar.

Allerede nu er Reddit-forummet i gang med endnu en større, koordineret indsats. Denne gang på det canadiske selskab Blackberry, der allerede har set aktieværdien stige med 88 pct. den seneste uge.

»Her er der formentlig også, i det mindste i et vist omfang, tale om momentumbaseret efterspørgsel, som ikke har sit naturlige modsvar og fundering i mere traditionelle nøgletal,« fortæller Per Hansen.

Efter alt at dømme startede krigen mellem Wall Street og internetforaene tilbage i april 2020. Her blev Gamestop handlet til omkring 2 dollars pr. aktie. Siden da er kursen steget 2.800 pct.

Gamestop gik ud af 2020 med et tab på 470 mio. dollars i den amerikanske forretning. De danske Gamestop-butikker måtte dreje nøglen om i 2019.

BRANCHENYT
Læs også