Erhverv

Regnskabet slog alle forventninger - nu brager aktien op

Ambu har indtaget en klar førsteplads på børsen i dagens handel, efter at selskabet tidligere på morgenen offentliggjorde regnskab for første kvartal.

Foto: Ambu

Ambu brager frem på børsen, efter at selskabet tidligere på morgenen offentliggjorde et regnskab, der slog analytikernes forventninger med flere længder.

Efter 20 minutters handel er Ambu-aktien steget med mere end 11 pct., og dermed bliver der føjet til den optur, som aktien har været på siden efteråret.

De seneste tre måneder er aktien steget med mere end 40 pct., og på trods af et fald i aktiekursen i august, er aktien steget med mere end 130 pct., hvis man går 12 måneder tilbage.

Regnskabet for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21 viste en organisk vækste på 39 pct., hvilket sendte omsætningen i kvartalet op 1,013 mio. kr. Analytikerne havde - ifølge estimater indsamlet af Ambu selv - ventet en omsætning på 881 mio. kr.

Driftsresultatet før særlige poster (EBIT) endte i kvartalet på 148 mio. kr. Det var ikke kun en fremgang i forhold til samme periode sidste år, hvor det landede på 93 mio. kr. Det er samtidig langt bedre end analytikerne havde ventet. De ventede et driftsresultat på 54 mio. kr.

Resultatet landede på 91 mio. kr. Her er der tale om den samme historie som med driftsresultatet. Sidste år endte resultatet på 42 mio. kr., og analytikerne havde i dette kvartal ventet, at det ville lande på 32 mio. kr.

Inden regnskabet blev offentliggjort, meddelte Ambu, at selskabet vil rejse 1,3 mia. kr. i frisk kapital på børsen.

»Vi har en lovende fremtid og styrker nu vores balance for at bevare fleksibiliteten i takt med, at vi bevæger os fremad,« lyder det fra Juan Jose Gonzalez.

Af regnskabet fremgår det, at Ambu fastholder forventningerne. Medicoselskabet venter en organisk omsætningsvækst i intervallet 17 til 20 pct. målt i lokal valuta, en overskudsgrad (EBIT-margin) før særlige poster på mellem 11 og 12 pct. Og endelig regner Ambu med at sælge mellem 1,3 og 1,4 mio. endoskoper.

BRANCHENYT
Læs også