Serier

Heunicke og myndigheder leder efter danske vaccineproducenter

Corona rammer verden
Sundhedsminister Magnus Heunicke og flere andre mener, at tempoet for vaccineproduktionen skal op. Foto: Finn Frandsen

Der er for få producenter af coronavaccine i øjeblikket. Og vaccinen produceres derfor for langsomt for tiden.

Det mener Enhedslisten, som derfor har indkaldt regeringen til en hasteforespørgsel i Folketingssalen. Den fandt sted onsdag.

Ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) skal muligheden for at udstede nødlicenser, eller tvangslicenser, til at producere covid-19-vacciner undersøges mere nøje. Det skal ske via internationale kanaler som eksempelvis EU.

Med nødlicenser menes, at andre producenter end dem, der har patent på det, skal have lov til at producere vacciner under pandemien.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er enig i, at tempoet for produktionen skal op.

Men udfordringerne i øjeblikket er ifølge Heunicke på kapacitetssiden. Og altså ikke, at der er virksomheder, som kan producere, men bare mangler en licens.

Vacciner er blandt de lægemidler, der er sværest at producere, da den kun kan produceres på meget avancerede faciliteter. Det siger ministeren.

- De danske sundhedsmyndigheder har været og er stadig i gang med at undersøge, om der findes danske virksomheder, hvor det overhovedet er realistisk at producere hele vaccinen eller indgå som underleverandør i vaccineproduktionen og hjælpe til med at booste produktionen, siger Heunicke.

- Jo hurtigere, jo bedre. Indtil nu har vi ikke kunnet lokalisere en virksomhed, der vil være i stand til at producere den, siger han.

Hvelplund bemærker, at verden står med en pandemi, som skal bekæmpes globalt.

Han mener, at det er problematisk, at der er patentlovgivning, der ifølge Enhedslisten forhindrer en udnyttelse af den globale produktionskapacitet, som skal sikre den fornødne produktion af vaccine.

EU-Kommissionen har foreløbig indgået forhåndsaftaler om indkøb af vacciner fra i alt seks vaccineproducenter. Det er de aftaler, der sikrer covid-19-vacciner til Danmark.

De seks aftaler betyder tilsammen, at Danmark nu samlet set kan købe vacciner til cirka 23 millioner borgere. Der bor omkring 5,8 millioner mennesker i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også