Erhverv

Netcompany fortsætter væksten: Men den er lavere end ventet

Toplinjen og driftsresultatet voksede hos Netcompany i fjerde kvartal, viser nyt regnskab.

André Rogaczewski, topchef i Netcompany. Foto: PR

De høje vækstrater på især toplinjen fortsætter for it-selskabet Netcompany. Selskabet går ud med en omsætning på 772,7 mio. kr., en stigning på 15,2 pct. i forhold til fjerde kvartal 2019.

Det viser det regnskab for fjerde kvartal, som Netcompany har offentliggjort torsdag morgen.

Omsætningen lander dog under analytikernes forventninger, der havde regnet med en omsætning på 793,1 mio. kr. for kvartalet.

Driftsresultatet (EBITA) vokser til 223,5 mio. kr. mod 179,4 mio. sidste år.

»I fjerde kvartal fortsatte vi med at levere høj kvalitet på vores projekter, og tilføjede nye og vigtige projektvindinger i både Norge og Storbritannien ud over den fortsatte stærke præstation i vores danske og hollandske markedsenheder. Som et resultat fortsatte vi vores vækst i 4. kvartal på trods af udfordrende tider,« siger André Rogaczewski, adm. direktør i Netcompany, i en kommentar til regnskabet.

It- selskabet, der for nyligt er blevet indlemmet på det danske eliteindeks C25, runder ligeledes en milepæl i kvartalet. Netcompany har i perioden ansat 300 nye medarbejdere, og beskæftiger nu over 3000 ansatte, skriver selskabet i regnskabet.

Fjerde kvartal binder samtidig en sløjfe på året 2020. Her har Netcompany har samlet set omsat for 2,8 mia. kr., mens EBITA ender på 744 mio. kr. Det er en vækst på hhv. 15,7 pct. og 20,5 pct.

Netcompany forventer i 2021 en organisk omsætningsvækst målt i faste valutakurser på omkring 15-20 pct. samt en justeret driftsmargin i faste valutakurser i niveauet omkring 23-25 pct.

Netcompany, fjerde kvartal 2020. Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr. 4. kvartal 2020 4. kvartal 2019
Omsætning 772,7 671
Driftsresultat 223,5 179,9
Nettoresultat 5 125,6

Nøgletal fra årsregnskabet:

Mio. kr. 2020 2019
Omsætning 2.838,6 2.453,9
Driftsresultat 744,4 613
Nettoresultat 321,9 388,5
BRANCHENYT
Læs også