Serier
BREAKING

Hoteller og restauranter: Hjælpepakkerne skal hurtigere ud denne gang

Statsstøtte skal i spil hurtigere end hidtil, lyder det fra Horesta, hvor man glæder sig over, at EU torsdag har hævet loftet for, hvor stor hjælpen kan være.

Corona rammer verden
Landet over er blandt andet restauranterne lukkede - nu frem til 28. februar. Foto: Ernst van Norde.

11 måneders kamp mod corona og forskellige grader af nedlukning af det danske samfund har tæret på virksomhederne i den danske turisme- og oplevelsesindustri.

Økonomien er presset og en forlængelse af de nuværende restriktioner, forstærker den allerede eksisterende krise.

Sådan lyder meldingen fra organisationen Horesta, der blandt andet taler på vegne af landets restauranter og hoteller.

»Det er positivt, at vi nu har fået et bedre varsel, og at hjælpepakkerne bliver forlænget parallelt med restriktionerne. Men det er afgørende, at hjælpen når ud i virksomhederne meget hurtigt. Der er ganske enkelt ikke samme robusthed i vores erhverv til, at man kan overleve endnu en periode, hvor man skal vente i uger eller måneder på at få udbetalt sine penge,« siger hun.

De hjælpepakker, der var i brug i foråret og igen fra december, skal både forlænges og forstærkes, mener hun.

»I efteråret har turisme- og oplevelseserhvervet været igennem et virvar af små og store målrettede hjælpepakker med forskellig løbetid og dækningsgrad samt med meget forsinket udbetaling. Den slags eksperimenter er der ikke råd til at gentage,« siger Kirsten Munch.

Til gengæld er der glæde i Horesta over, at EU-kommissionen i dag har hævet loftet for, hvor meget støtte medlemsstaterne kan udbetale til nødlidende virksomheder fra 3 til 10 mio. euro.

»Der er hårdt brug for hjælpepakker, som trods alt dækker en del af de faste omkostninger,« siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for Horesta og den europæiske hotel- og restaurantorganisation, HOTREC.

EU-Kommissionen valgte i efteråret at sænke loftet for statsstøtte og dermed for, hvor meget støtte virksomheder kan få.

Nu er loftet hævet igen efter ønske fra blandt andet dansk side.

»Regeringen havde gerne set, at loftet var blevet hævet endnu mere, men når det er sagt, er jeg rigtig glad for, at Kommissionen nu har valgt at tredoble loftet. Det vil hjælpe flere danske virksomheder, der lige nu er hårdt ramt af nedlukningen som følge af den anden bølge af corona-virus,« siger fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelese.

Med de nye lofter forventer regeringen, baseret på den støtte der blev givet i foråret, at kunne udbetale en ekstra kompensation op mod 1,4 til 2,5 mia. kr.

Det er dog vurderingen fra Erhvervsministeriet, at der fortsat vil være virksomheder, som bliver ramt af loftet. Det gælder særligt i hotel- og rejsebranchen.

Horesta vurderer, at mellem 20 og 25 danske virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet ikke kan få støtte.

Dansk Erhverv efterlyser en særlig ordning for hotel-, turisme- og luftfartsbrancherne. Disse er ikke lukket af påbud, men de facto er de lukket ned.

Fra regeringen lyder det, at man fortsat vil kigge på, om der er andre muligheder under statsstøttereglerne for den type af virksomheder.

BRANCHENYT
Læs også