Novozymes leverer overskud lidt under forventning - meget forsigtig prognose for 2021
Omsætningen for hele 2020 blev på 14 mia. kr., som er på niveau med forventningerne.
Novozymes leverede et driftsoverskud i 2020 på 3.652 mio. kr., hvilket er en lille smule under analytikernes forventninger om 3.700 mio. kr.
Det sker efter en omsætning, der med 14 mia. kr., er en kende bedre end forventet. Men generelt er de fleste nøgletal i Novozymes regnskab for 2020 som ventet.
Derfor var den største opmærksomhed også rettet mod selskabets forventninger til i år.
Og her har koncernen lagt fra land med en bred prognose. Novozymes venter en organisk salgsvækst i intervallet 2 til 6 pct. med en overskudsgrad på mellem 25 og 26 pct.
I koncernens langsigtede strategi har man et mål om en vækst i omsætningen på +5 pct., så prognosen er konservativ grænsende til det skuffende, i forhold til investorernes forventninger.
»COVID-19 gjorde 2020 til et år som intet andet i vores nyere historie, og jeg er ekstremt stolt af den måde, vores ’Zymers’ (ansatte, red.) har håndteret disse vanskelige omstændigheder på. De fremskridt, vi opnåede i løbet af året, er et bevis på Novozymes’ stærke forretningsmodel. Jeg er sikker på, at vi vender tilbage til vækst i 2021 understøttet af en mere strømlinet organisation, stærkere kommerciel tilstedeværelse, innovation samt en gradvis genopretning i de områder, der er negativt påvirket af pandemien,« siger koncernchef Ester Baiget fra Novozymes i en kommentar til regnskabet.
Hun medgiver også, at de meget brede mål for forventningerne 2021, skyldes usikkerheden omkring udviklingen i coronakrisen.
Selskabet udbetaler et udbytte på 5,25 kr. pr. aktie og er i gang med et tilbagekøbsprogram, der lyder på op til 1,5 mia. kr.
Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet mener, at Novozymes har aflagt ”endnu et regnskab, som ikke begejstrer.”
»Prisfastsættelsen er tårnhøj og Novozymes er den ”semi-grønne” aktie, som ikke har fået del i den grønne omstillingsbølge, som investorerne var så begejstrede for i 2020. Resultaterne i Novozymes berettiger ikke til den nuværende høje prisfastsættelse, men investorerne har bevaret håbet om at den vækst, som reelt har været sat i stå siden 2016, nu endelig kan komme lidt i gang. Håbet er lysegrønt i flere dimensioner. Kursudviklingen afhænger kortsigtet af, om investorerne tror på, om Novozymes kan levere på deres ambitioner,« siger Per Hansen.


