Erhverv

Ny undersøgelse: 6 af 10 bilejere vil køre elektrisk næste gang

Der er godt gang i salget af elbiler, og skal man tro en ny undersøgelse, så kommer salget til at fortsætte de næste par år.

Seks ud af ti bilejere vil vælge en elbil næste gang. Foto: AP/Michael Probst

En ny undersøgelse viser, at 6 af 10 bilejere vil vælge en elektrisk bil næste gang der skal købes ny.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysefirmaet Nemanalyse for Nielsen Car Group, der bl.a. driver bilhusene Bjarne Nielsen A/S og et af Danmarks største bilhuse, Bilernes Hus.

Det er især plug-in hybriderne, kunderne vil have fingrene i. 36 pct af bilejerne forventer, at den næste bil skal være en plug-in-hybrid, som dermed er det foretrukne valg foran elbiler med en andel på 26 pct.

I 2020 blev der solgt 157 pct. flere elbiler og 369 pct. flere plug-in-hybrid-biler end året før, ifølge Nielsen Car Group. Men det kunne ifølge undersøgelsen have fået en brat opbremsning, hvis ikke der blev fundet en politisk løsning på de planlagte afgiftsstigninger.

Ifølge undersøgelsen, som 2700 af Nielsen Car Groups kunder har deltaget i, er det blot 4 pct. af dem, der lige nu kører i en elbil, der vil skifte til benzin eller diesel ved næste bilkøb.

»I det kommende år forventer vi at sælge markant flere plug-in-hybrid- og elbiler. Og at der stort set ikke er nogen, der fortryder købet af en elbil, styrker jo kun forventningen. Samtidig vidner det om, at man ikke længere skal være rækkeviddeforskrækkede, hvis man overvejer at køre på el, siger Poul Jørgensen, der er afdelingschef hos Bjarne Nielsen i Herning.

Ifølge den nye undersøgelse ville tre ud af fire bilejere fravælge de eldrevne modeller, hvis afgifterne var steget til nytår.

»Det er jo glædeligt, at de bilejere, der gerne vil skifte til en eldreven model, men som har været afventende de seneste måneder, nu kan lave skiftet med ro i maven. Hvis afgifterne var steget, tror jeg simpelthen ikke vi ville få solgt nogen el- eller plug-in hybrid-biler i år,« siger Bjarne Nielsen, adm. direktør i Nielsen Car Group.

Undersøgelsen viser ligedes, at tre ud af ti bilejere vil vælge en benzinbil, næste gang de skal købe en ny.

BRANCHENYT
Læs også