Erhverv

Populær aktieplatform må rejse 1 mia. dollars efter aktiestorm

Den amerikanske aktieplatform Robinhood, der på det seneste er blevet uhyre populær blandt privatinvestorer, har måtte rejse 1 mia. dollars for at følge med efterspørgslen.

Foto: AFP.

Kapitalrejsningen er sket i en lynende hast for at følge med de seneste dages store aktivitet, der har sendt blandt andet aktier som Gamestop og AMC i vejret og mangedoblet værdien af selskabets aktier på blot få dage.

Det skriver Bloomberg News.

Behovet for den ekstra kapital skyldes, at Robinhood som platform skal kunne stille garanti over for børsmæglerne ved aktiehandler, da der typisk er en forsinkelse mellem, at en investor ligger en købsanmodning på en aktie, til at pengene overføres fra den ene konto til den anden.

Torsdag begrænsede Robinhood handlen på blandt andet kryptovaluta og visse aktiehandler, hvilket skabte furore blandt investorer og sågar amerikanske politikere, der anklagede aktieplatformen for at rende de store investeringsfondes ærinde.

- Det er altså ikke til forhandling, at vi skal overholde vores finansielle krav og vores clearinghouse-indskud, lød det torsdag fra Robinhoods topchef Vlad Tenev, da han forsvarede selskabets beslutning.

Et clearinghouse er en mellemmand på de finansielle markeder, der validerer en transaktion og sørger for, at både køber og sælger overholder deres forpligtelser.

Læs også
Top job