Tilbagegang på 93 pct. i dansk lufthavn
Coronakrisen tvinger fortsat de danske lufthavne i knæ. I Billund faldt passagertallet 93 pct. i januar.
Coronakrisen holder fortsat de danske lufthavne i et jerngreb og kvæler tilstrømningen af passagerer.
Danmarks næststørste lufthavn, Billund Lufthavn, har netop offentliggjort passagertal for januar, og det fremgår, at lufthavnen nærmest har ligget øde hen.
Efter flere års solid vækst passerede 235.360 passagerer gennem Billund Lufthavn i januar 2020. Den seneste måned er antallet af passagerer faldet 93 pct. til blot 16.529. Antallet af starter og landinger er ”kun” faldet 59 pct., hvilket vidner om, at der har været mange tomme sæder på de fly, som trods alt er kommet på vingerne.
I en pressemeddelelse kommenterer lufthavnens ledelse det store fald i passagertallet og konkluderer, at »udsigterne for de næste par måneder ser ikke anderledes ud.«
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn, understreger dog, at optimismen er intakt trods udsigten til krav om isolation og test for indrejsende til Danmark.
»Det holder hårdt lige nu, men der er positive udsigter. Vi er i tæt dialog med flyselskaberne og charterbureauerne om genetablering af trafikken og åbning af nye ruter. Vi kan måske snart byde velkommen til nye flyselskaber. Fremtiden ser lysere ud,« udtaler Jan Hessellund. Han håber at hurtigtest og et fælles europæisk coronapas kan sikre tryghed for de rejsende.
Branchens sværvægter, Københavns Lufthavn, har endnu ikke offentliggjort januartal, men i 2020 faldt lufthavnens samlede passagertal med 75 pct. fra 30,2 mio. til 7,5 mio. Passagertallet nåede dermed ned på det laveste niveau siden 1970. Dette dramatiske tilbageslag skal ses i lyset af, at de første to måneder af 2020 bød på normale passagertal.