Erhverv

Coloplast lægger godt ud med stærkt første kvartal

Driften landede på 1536 mio. kr. i første kvartal af regnskabsåret 20/21, hvilket er klart bedre end analytikernes forventninger.

Coloplast har offentliggjort gjort et stærkt første kvartal af sit skæve regnskabsår 2020/21. Foto: Coloplast

Medicokoncernen Coloplast leverer et stærkt første kvartal af sit regnskabsår 2020/21.

Den organisk vækst blev på 5 pct. og Coloplast fastholder forventningerne til hele året.

Driftsoverskuddet blev på 1536 mio. kr., hvilket giver en overskudsgrad på 32 pct. mod 31 pct. i samme periode året før.

Overskuddet er højere end analytikernes forventninger, hvor konsensus lå på omkring 1452 mio. kr. i overskud fra driften.

»På trods af COVID-19-udbruddet leverer vi et solidt resultat i årets første kvartal. Vi fortsætter med at levere organisk vækst i alle regioner og forretningsområder, og det betyder, at flere og flere mennesker med behov for intim sundhedspleje får den hjælp og støtte, som de behøver for at kunne leve et bedre liv,« siger siger Kristian Villumsen, CEO for Coloplast

Også på omsætningen leverer Coloplast mere end forventet.

Her havde analytikerne regnet med 4666 mio. kr., men Coloplast formåede at sælge for 4738 mio. kr. Det er også bedre end samme kvartal året før.

»Vi har under pandemien haft helt klare prioriteter. Vi skal værne om vores medarbejderes sikkerhed og samtidigt betjene vores kunder, som er dybt afhængige af vores produkter og services til at håndtere deres kroniske lidelser. Jeg er utrolig stolt af det arbejde, som vores mange medarbejdere udfører verden over for at sikre, at vi kan holde vores forretning kørende og fortsat være der for vores kunder,« siger Kristian Villumsen.

Koncernen fremhæver selv stærke resultater fra det amerikanske marked og området ”Øvrige markeder” som blandt andet omfatter Kina og Latinamerika samt Rusland.

I overensstemmelse med de langsigtede forventninger sigter Coloplast fortsat mod en organisk omsætningsvækst på 7-8 pct. og en rapporteret vækst i danske kroner på 4-5 pct. for hele regnskabsåret.

Coloplast forventer fortsat en rapporteret overskudsgrad i danske kroner på 31-32 pct. Forventningerne afspejler yderligere nye investeringer og fortsat forsvarlig omkostningsstyring.

»Jeg vil gerne fremhæve vores solide resultater i USA samt det stærke momentum i vores øvrige markeder, der især er drevet af vækst i Kina og Latinamerika samt levering på udbud i Rusland. Urologi-forretningen leverede også et godt kvartal, der var drevet af vores Men’s Health-forretning i USA, som igen voksede i takt med at elektive operationer blev genoptaget i løbet af kvartalet,« lyder det fra Kristian Villumsen.

BRANCHENYT
Læs også