Vaccine giver jackpot hos medicinalgigant
Pfizer venter at levere 2 mia. doser coronavaccine i år, og det sætter et gyldent aftryk på bundlinjen. Vaccinen ventes at generere en indtjening som procent af omsætningen »i den høje ende af 20’erne«.
Medicinalgiganten Pfizer venter at sælge coronavacciner for 93 mia. kr. i 2021. Det oplyser Pfizer i dag i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab for 2020.
Pfizers coronavaccine BNT162b2 er selvsagt en blockbuster af nærmest episke dimensioner. Vaccinen er den primære forklaring på, at selskabets omsætning i år ventes at stige eksplosivt fra 255 mia. kr. til omkring 370 mia. kr.
Pfizer samarbejder med den tyske medicinalkoncern Biontech om udviklingen og produktionen af coronavaccinen, og ifølge Reuters er det ambitionen at levere mere end to mia. doser af BNT162b2 i løbet af 2021. Frem til 31. januar havde selskabet leveret 65 mio. doser.
Produktionen af coronavacciner kommer også til at sætte et gyldent aftryk på Pfizers bundlinje. Selskabet venter, at vaccinen til generere en indtjening (adjustet income before tax) som procent af omsætningen »i den høje ende af 20’erne«.
Af Pfizers regnskab fremgår det, at selskabet – sammen med Biontech – har forpligtet sig til at levere 200 mio. doser til USA inden udgangen af maj.
Pfizer har desuden forpligtet sig til at levere 300 mio. doser til de 27 EU-lande. Selskabet oplyser ikke, hvornår denne leverance skal være eksekveret.


