Fortsæt til indhold

Dansk turisme taber 31 mia. kr. på coronakrisen

Danmarks turistindustri har under coronakrisen mistet 10,1 mio. overnatninger og tabt 31 mia. kr. i omsætning. Genopretningen af sektoren vil vare helt frem til 2023, vurderer VisitDenmark.

Erhverv

Coronakrisen har slået bunden ud af kassen i Danmarks turistindustri. Det viser en statusanalyse, som VisitDenmark netop har offentliggjort.

Undersøgelsen indikerer, at dansk turisme i 2020 har tabt omkring 31 mia. kr. i omsætning, hvilket svarer til et tab af 40.000-44.000 fuldtidsstillinger.

Ifølge analysen er antallet af udenlandske overnatninger i Danmark faldet med omkring 44 pct. i 2020. Dermed er antallet af udenlandske overnatninger faldet til det laveste niveau siden statistikkens start i 1992.

Det er i nogen grad opvejet af øget indenlandsk turisme som følge af at mange danskere ikke har turdet eller kunnet rejse ud.

Samlet set estimeres det dog, at antallet af turistovernatninger i Danmark netto er faldet omkring 10,1 mio. svarende til en nedgang på 20 pct. i 2020 sammenlignet med rekordåret 2019.

Bag dette dramatisk fald ligger et tab af 11,6 mio. udenlandske overnatninger og en fremgang på 1,5 mio. danske overnatninger.

VisitDenmark konkluderer i analysen, at: »Dansk turisme er ramt af tilbagegang på alle forretningsområder, overnatningsformer (undtaget lystbådehavne) og alle udenlandske markeder, dog med markante regionale forskelle. Både storby- og erhvervsturismen har tabt over halvdelen af turistovernatningerne.«

Det fremgår, at tabet af omsætning er endnu større end tabet målt på antal overnatninger. Det skyldes ifølge analysen, »at det især er antallet af højtforbrugende hotelturister i de danske byer, der er reduceret. Overnattende udenlandske gæsters turismeforbrug estimeres således til at være 58 pct. lavere i 2020 end i 2019.«

Det betyder, at udenlandske turister i Danmark brugte 34 mia. kr. mindre i 2020 end året før.

Artiklens emner
VisitDenmark