Erhverv
BREAKING

Mads Krogsgaard stopper i Novo Nordisk

Hans job som forskningschef overtages af Marcus Schindler og Martin Holst Lange.

Mads Krogsgaard Thomsen er koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for forskning og udvikling. Han stopper i koncernen med udgangen af februar. Foto: Gregers Tycho

Det måtte jo komme, men overrasker alligevel,.

Novo Nordisks forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen stopper med udgangen af februar. Han fyldte 60 år i december sidste år og har været ansat i over 30 år i Novo.

Han er samtidig den længstsiddende forskningschef blandt de store internationale medicinalkoncerner, og kan se tilbage på en ekstrem stor karriere som garant for, at Novo konstant har været i front med nye lægemidler inden for deres område.

Det er nærmest helt uhørt, at man kan sidde som forskningschef i mere end 20 år og vidner om en stor nysgerrighed og en iboende trang til hele tiden at skubbe både sig selv og Novo videre frem mod nye mål.

Det er måske også meget passende, at Novo er nødt til at udnævne hele to personer for at fylde hans hvide kittel ud.

De nye "krogsgaarder" bliver Marcus Shindler, der bliver forfremmet til CSO og EVP for Research & Early Development, mens Martin Holst Lange, bliver forfremmet til EVP for Development.

Mads Krogsgaard Thomsen er uddannet dyrlæge, men havde allerede som forsker brugt de første par år af sin karriere i det danske medicinalselskab Leo Pharma, inden han i 1991 blev ansat i Novo Nordisks forskningsafdeling.

Her begyndte han sin karriere med at arbejde med væksthormoner, inden han skiftede til diabetesforskningen i 1993. Herefter steg Mads Krogsgaard Thomsen hurtigt i graderne. Først blev han senior vice president og siden til corporate vice president med ansvar for drug discovery.

Ved årtusindskiftet, da enzymforretningen blev spundet ud i Novozymes, blev Mads Krogsgaard Thomsen gjort til koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i den dengang nye koncernstruktur for Novo Nordisk. Det er den stilling, han stadig har til udgangen af denne måned.

Han forlader dog ikke helt Novo, da han fortsætter i familien som direktør for Novo Fonden.

BRANCHENYT
Læs også