Medie: Den danske vin-app Vivino har rejst 1 mia. kr.
Investorerne er primært svenske Kinnevik og britiske Sprints Capital.
Den danske vin-app Vivino har stor succes, og mange vil gerne investere i den videre udvikling.
Vivino, der har 10 år på bagen, har netop rejst næsten 1 mia. kr. (155 mio USD) fra eksterne investorer, skriver Dagbladet Børsen.
Det er blandt andet det svenske investeringsselskab Kinnevik, der har besluttet at investere 500 mio. kr. samt britiske Sprints Capital og de to medejere, der allerede er i selskabet: GP Bullhound og venturefonden Creandum.
»Det føles vildt urealistisk, at dét, der startede i en kælder på Amager, kunne blive så stort,« siger Vivino-medstifter Heini Zachariassen til avisen.
Vivino er en app, der gør det muligt for brugerne at scanne en vinflaske og dermed se andre brugeres anmeldelse af vinen, samt flaskens gennemsnitspris.
Desuden fungerer Vivino også som en handelsplatform, hvor appen får en lille del af prisen for at formidle købet.
Gennem årene har flere investorer spyttet adskillige millioner i appen. Den danske kapitalfond Seed Capital har været med om bord siden 2011, og i 2018 år hentede Vivino ligeledes 130 mio. fra en gruppe internationale venturefonde.
Vivino blev skabt i 2010 af Heini Zachariassen og Theis Søndergaard. I dag sidder Heini Zachariassen i bestyrelsen, efter han i flere år indtog posten som direktør, men trådte tilbage for knapt to år siden.
Ifølge Heini Zachariassen skal pengene bruges til udvikling, marketing og en større fysisk tilstedeværelse.


