Kemigigant reserverer yderligere 13 mia. kr. til kræftramte
Kemikoncernen Bayer har nu forpligtet sig til at betale yderligere 13 mia. kr. til kræftramte, der har været i berøring med ukrudtsmidlet Roundup. Dermed løber de samlede erstatninger op i næsten 80 mia. kr.
Kemikoncernen Bayer AG har i dag reserveret yderligere knap 13 mia. kr. til erstatninger til kræftramte.
Bayer overtog for få år siden den amerikanske konkurrent Monsanto for omkring 400 mio. kr., og med i den handel viste der sig at følge en tidsindstillet finansiel bombe. Et af Monsantos vigtigste produkter var ukrudtsmidlet Roundup, som hævdes at være skyld i, at blandt andet gartnere har fået kræft.
Det bestrider Bayer, men juridisk har selskabet strakt våben og accepteret at betale erstatninger.
Allerede i juni 2020 indgik Bayer et forlig, som indebar, at selskabet skulle betale omkring 65 mia. kr. i erstatninger. Dette beløb skulle lukke hovedparten af de mere end 100.000 søgsmål, som kræftramte amerikanere allerede har rejst med påstand om, at Roundup er skyld i deres sygdom.
Bayer har i dag offentliggjort et forlig, som indebærer, at kemikoncernen afsætter yderligere knap 13 mia. kr. til dækning af fremtidige søgsmål fra kræftramte, der har været i berøring med Roundup. Aftalen skal godkendes af en distriktsdomstol i Californien, hvor sagen har verseret de seneste år.
Ifølge Reuters indebærer aftalen, at hver ny sagsøger de kommende fire år kan modtage op til 1,3 mio. kr. Er sagsøgerne ikke tilfredse med det, har de mulighed for selv at rejse en sag.
Roundup, som er handelsnavnet for ukrudtsmidlet glyphosat, er stadig i handlen og er særlig udbredt i USA, hvor en række afgrøder er blevet genmodificeret, så de kan tåle midlet.