Nokias omsætning falder med 5 pct. i fjerde kvartal - men slår marked
Finske Nokia har torsdag formiddag fremlagt regnskab for sit fjerde kvartal og hele 2020, der viser et resultat i den høje ende af selskabets guidance for året.
Regnskabet slår samtidig markedets forventninger til kvartalet, skriver Reuters.
Fra oktober til december faldt omsætningen 5 pct. til 6,57 mia. euro opgjort på årsbasis, hvilket slog konsensus om et fald til 6,42 mia. euro.
- Det er opmuntrende resultater, men som jeg sagde i 3. kvartal, forventer vi, at 2021 vil være udfordrende, et år med overgang, med meningsfuld modvind på grund af tab af markedsandel og priserosion i Nordamerika, siger Nokia-topchef Pekka Lundmark.
2021 bliver samtidig et år, hvor Nokia vil investere i udvikling inden for 5G - og det vil ramme indtjeningsmarginen på den korte bane, fastslår topchefen.


