Serier

McKinsey erkender sin rolle: Betaler 3,6 mia. kr. til misbrugere

Konsulentfirmaet McKinsey hjalp med at booste salget af vanedannende medicin, som har kostet flere hundredetusinde amerikanere livet. Nu betaler selskabet en milliarderstatning for sin rolle i sagen.

I McKinsey-land
Konsulenthuset Mckinsey & Co. betaler nu 3,6 mia. kr. for sin rolle i den såkaldte opioid-skandale.
Foto: Toby Talbot/AP

Konsulentfirmaet McKinsey & Co. har accepteret at betale omkring 3,6 mia. kr. i erstatninger for sin rolle i den såkaldte opioid-skandale.

McKinsey har i en årrække rådgivet medicinalfirmaet Purdue Pharma, som er et af de selskaber, der har fremstillet de stærkt vanedannende, smertestillende opioid’er under varemærket OxyContin.

Fra 1990’erne og frem har et voldsomt overforbrug af opioid-præparater kostet omkring 450.000 amerikanere livet, og langt flere er endt som misbrugere af produktet.

Purdue Pharma har været en af de store producenter, og det velestimerede konsulenthus McKinsey har hjulpet medicinalfirmaet med at sætte turbo på salget.

McKinsey oplyser i dag, at selskabet har indgået forlig med anklagemyndighederne i 49 amerikanske stater og accepteret at betale 3,6 mia. kr. for sin rolle i sagen. Pengene skal bruges til at afbøde virkningerne af pillemisbruget.

Purdue Pharma har allerede fået en bøde på over 60 mia. kr. i sagen, og andre medicinalfirmaer som Johnson & Johnson er ligeledes dømt til at betale milliarderstatning.

Ifølge Washington Post er McKinsey blevet draget ind i skandalen, fordi dokumenter, som indgik i sagen mod Purdue Pharma, har vist, at konsulenthuset aktivt hjalp med at booste salget af de vanedannende og potentielt livsfarlige piller.

Rådgivningen fra McKinsey fortsatte længe efter, at det stod klart, at pillerne havde udløst en epidemi. Ifølge Washington Post anbefalede konsulenterne fra McKinsey blandt andet, at salgsindsatsen skulle fokuseres på læger, som i forvejen udskrev store mængder af OxyContin. Målet var angiveligt at få disse læger til at skrue op for doseringerne.

BRANCHENYT
Læs også