Carlsberg vil have Henrik Poulsen som næstformand
Carlsberg foreslår den tidligere Ørsted-topchef Henrik Poulsen som ny næstformand. Han erstatter Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard.
Henrik Poulsen står nu til at fylde sin bestyrelseskarriere ud med endnu en højt profileret post.
I forbindelse med årsregnskabet foreslår Carlsberg, at den tidligere Ørsted-topchef træder ind som næstformand.
Han kommer til at overtage sædet efter Novo Nordisk-topchefen Lars Fruergaard Jørgensen, der dog fortsætter i bryggerikoncernens bestyrelse.
Ved udgangen af januar sidste år stoppede Henrik Poulsen som topchef for Ørsted for at skyde en bestyrelseskarriere i gang.
Han er i forvejen næstformand i ISS, og så har Ørsted også indstillet Henrik Poulsen til medlem af bestyrelsen.
Oveni bestyrelseskarrieren planlægger Henrik Poulsen at investere i vækstvirksomheder og har allerede postet penge i Pas Normal Studios, der sælger cykeltøj.
Danones digitale direktør, Domitille Doat-Le Bigot, har i samme ombæring valgt at træde ud af Carlsbergs bestyrelse.