Demant forventer stærk vækst i 2021 efter god indtjening i andet halvår
Høreapparatkoncernen leverede et driftsoverskud på 1,5 mia. kr. i andet halvår.
Høreapparatkoncernen Demant forventer stærk vækst i 2021.
Demant regner med en organisk vækst i omsætningen på 23-27 pct., og et driftsresultat på mellem 2,8 og 3,15 mia. kr., hvilket er klart over analytikernes forventninger, viser regnskabet for 2020.
Koncernen havde et elendigt første halvår af 2020, men fik indhentet meget i andet halvår, hvor overskuddet fra driften landede 1,5 mia. kr., hvilket er i toppen af forventningerne.
Demant opjusterede sine forventninger i december, så tallene for andet halvår er ikke specielt overraskende.
Udover de stærke forventninger til 2021, så iværksætter selskabet et tilbagekøbsprogram af egne aktier for mere end 2 mia. kr. Demant udbetaler af princip ikke udbytte, men derimod sendes overskud tilbage til aktionærerne i form af aktietilbagekøb.
»Det glæder mig at se, hvordan hele vores globale organisation har styret Demant igennem et år, der har været præget af de værste vilkår nogensinde på markedet for høresundhedsløsninger. Første halvår var hårdt, men i andet halvår oplevede koncernen en stærk bedring – ikke mindst takket være successen i EPOS, vores nye brand inden for premium-audioløsninger,« siger koncernchef Søren Nielsen fra Demant.
Efter det ringe første halvår kom der mere gang i salget i andet halvår, hvor forretningsområderne Hearing Aids og Hearing Care nød godt af frigivelsen af en vis grad af ophobet efterspørgsel i Europa.
Til trods for de udfordrende markedsvilkår har lønsomheden i andet halvår været meget stærk, og Demants driftsoverskud beløb sig således til 1506 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-marginal på 17,9 pct.
»Det er lykkedes det os at styre omkostningerne, og særligt i andet halvår så vi stærke pengestrømme. Vi er nu kommet ind i 2021, og vores forretning viser god modstandsdygtighed trods de unormale markedsvilkår for høresundhedsløsninger, og alle vores forretningsområder er klar til at vinde markedsandele,« siger Søren Nielsen.
I en første reaktion ser investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet en mulighed for en pæn stigning i Demant-aktien, når fondsbørsen åbner.
»Demant har afleveret et helårsregnskab, som investorerne vil tage rigtig godt imod. Det er et stærkt resultat og en stærk prognose. Efter to svære år med hackerangreb i 2019 og Covid-19 i 2020 er der nu udsigt til et godt 2021. Et godt regnskab, som vil blive behørigt belønnet af investorerne,« skriver Per Hansen.


