Erhverv
BREAKING

Amerikansk økonomi får gigantisk adrenalin-indsprøjtning

Et flertal i den amerikanske kongres godkender nu en corona-hjælpepakke til en samlet værdi af næsten 12.000 mia. kr. Pakken indeholder blandt andet checks til alle skatteborgere i USA.

Stemmen fra vicepræsident Kamala Harris sikrede akkurat flertallet for præsident Joe Bidens hjælpepakke i Senatet. Foto: Drew Angerer/Getty Images/AFP

En gigantisk adrenalin-indsprøjtning er tæt på at blive skudt ind i amerikansk økonomi.

Processen med at godkende præsident Joe Bidens planer om en hjælpepakke på 1.900 mia. dollars nærmer sig hastigt målstregen i Kongressen.

Hjælpepakken blev tidligere på ugen godkendt i det første af kongressens kamre, Repræsentanternes Hus, og behandles i dag i det andet kammer, Senatet. Her har debatten om budgettet været intens, langstrakt og med en lang række afstemninger om tilføjelser.

Efter debatten var stillingen 50-50, men vicepræsident Kamala Harris udnyttede for første gang muligheden for at være tungen på vægtskålen og tippede dermed akkurat sejren i demokraternes retning.

Det betyder ikke, at hjælpepakken allerede nu er klar til afsendelse, men det betyder – ifølge Reuters – at demokraterne i løbet af de kommende uger kan få den nødvendige lovgivning igennem Kongressen uden assistance fra republikanerne.

En del af de 1.900 mia. dollars (11.800 mia. kr.) i hjælpepakken skal bruges til at sætte ekstra fart på udrulningen af corona-vacciner. Samtidig er der penge til at forlænge særlige støtteordninger til arbejdsløse. Desuden er det planen, at en betydelig del af pengene skal uddeles i form af engangschecks på 1.400 dollars til alle amerikanske skatteborgere. Målet er at kickstarte forbruget og dermed genskabe en del af de mange arbejdspladser, der er forsvundet under coronakrisen.

I foråret 2020 nedsmeltede arbejdsmarkedet i USA på det nærmeste, og mere end 22 mio. jobs forsvandt. Siden fulgte syv måneder med fremgang, men december bød på et overraskende tilbageslag og januar kun på en beskeden fremgang. Demokraterne ser det som en understregning af behovet for økonomiske hjælpepakker.

Ifølge Bloomberg skal Kongressens to kamre inden 16. februar udarbejde den lovgivning, der skal gøre det muligt for præsident Biden at aktivere hjælpepakken.

BRANCHENYT
Læs også