Fortsæt til indhold

50 mio. doser: Storbritannien tager endnu et stik i vaccinekampen

Den britiske regering har skrevet kontrakt på levering af 50 mio. doser corona-vaccine fra den tyske producent CureVac. Det tyske selskab er ved udvikle vacciner, der virker mod forskellige varianter af covid-19.

Erhverv

Den britiske regering har i dag taget endnu et værdifuldt stik hjem i spillet om de eftertragtede coronavacciner.

Den tyske vaccineproducent CureVac AG har skrevet kontrakt om at levere 50 mio. doser coronavaccine til Storbritannien. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Der er tale om en vaccine, som virker mod varianter af covid-19 og dermed formentlig også mod den smitsomme britiske variant.

Samarbejdet med CureVac betyder, at Storbritannien kan lægge yderligere afstand til EU i kapløbet om hurtigst muligt at få vaccineret befolkningen mod covid-19.

Briterne er i forvejen så langt foran, at det tangerer en ydmygelse af EU-landene og især EU-Kommissionen, der har koordineret indkøbene af vaccine. Allerede inden kontrakten med CureVac blev offentliggjort havde briterne afgivet bestilling på omkring 370 mio. doser fra selskaber som Astrazeneca, Pfizer-BioNtech og Moderna.

Briterne har været hurtige til at godkende, indkøbe og distribuere vaccinerne og er derfor langt foran EU. Omkring 13 mio. af de mest sårbare briter ventes at være vaccineret allerede midt i februar.

Dagens pressemeddelelse fra CureVac gør næppe humøret bedret i Bruxelles.

»Den britiske regering og dens vaccine-taskforce har under denne pandemi været i spidsen med hensyn til overvågning samt udvikling og levering af vacciner. Hos CureVac evner vi hurtigt at tilpasse vores teknologi til at tackle aktuelle varianter (af corona, red.) og være forberedt på, at der dukker nye mutationer op. Samarbejdet (med Storbritannien, red.) gør det muligt at kombinere vores styrker og sikre, at vi vinder over covid-19,« udtaler Dr. Antony Blanc, salgsdirektør i CureVac.

Dr. Clive Dix, midlertidig formand for den britiske vaccine-taskforce tilføjer, at aftalen med CureVac sikrer, at Storbritannien er optimalt beskyttet mod nye coronavarianter, fordi:

»mRNA (CureVacs teknologi, red.) vacciner kan hurtigere end traditionelle vacciner tilpasses til at være effektive mod nye virus-varianter.«

Clive Dix oplyser, at CureVac og den britiske regering vil vurdere en række corona-varianter og ventes at udvikle flere typer af vaccine mod disse varianter.

Artiklens emner
CureVac
Pfizer