Fortsæt til indhold

DSV i markant fremgang - klarer sig bedre end forventet

Transport- og logistikgiganten DSV Panalpina har onsdag morgen fremlagt årsregnskab.

2020 var præget af øget efterspørgsel på transport- og logistikløsninger som følge af coronakrisen. Foto: DSV
Erhverv

Transport- og logistikkæmpen DSV Panalpina har det seneste år vokset sig endnu større.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2020, som er offentliggjort onsdag morgen.

Omsætningen steg i perioden til 115 mia. kr. mod 94,7 mia. kr. året forinden. Derved overgår den danske transportvirksomhed aktieanalytikernes forventninger til selskabet, der forud for offentliggørelsen af årsregnskabet lød på 114 mia. kr. samtidig med, at omsætningen er koncernens hidtil største.

Også selskabets driftsresultat er gået frem.

I 2020 lykkedes det DSV Panalpina at lande et driftsresultat (EBIT) på 9,5 mia. kr, hvilket er omkring 3 mia. højere end i 2019.

Resultatet er dog mindre end ventet af analytikerne.

Ifølge DSV Panalpina skyldes fremgangen, at selskabet er lykkedes med »succesfuldt« at integrere overtagelsen af den schweiziske konkurrent Panalpina, som selskabet opkøbte i 2019 for 37 mia. kr.

Samtidig er driftsresultatet båret frem af, at det danske transportselskab ifølge regnskabet er lykkedes med en »stærk« styring af selskabets omkostninger, mens coronakrisen ligeledes har haft positiv indvirkning på selskabet.

En udvikling, der allerede var at spore i selskabets resultater for tredje kvartal.

Selvom krisen påvirkede DSV Panalpina fragtmængder negativt, lykkedes det at kompensere tabet ved en øget fortjeneste pr. forsendelse, hvor særligt fragtraterne indenfor luftfart steg kraftigt.

»2021 bliver endnu et udfordrende år, men med vores stærke og fleksible forretningsmodel og de rigtige mennesker sørger vi for at holde vores kunders forsyningskæder flydende,« siger Jens Bjørn Andersen, adm. direktør i DSV Panalpina, i en kommentar til regnskabet.

Selskabet forventer for 2021 et driftsresultat (EBIT) på mellem 10,5-11,5 mia. kr.

I forbindelse med regnskabet har DSV Panalpina offentliggjort, at det øger sit aktietilbagekøbsprogram på 6 mia. kr. med 2 mia. kr.

Selskabet har tilbagekøbt aktier for omkring 4 mia. kr. til og med tirsdag.

DSV Panalpina forventer at betale aktionærerne 4 kr. pr. aktie for 2020.

I 2019 lød udbyttet for en aktie på 2,5 kr.

Artiklens emner
Transport og Logistik
DSV