Medie: Nordkoreanske hackere stjal 2 mia. kr. til atomvåben fra FN-land
En FN-rapport, som endnu ikke er udgivet, peger på, at Nordkorea vil bruge de stjålne midler på atom- og missilprogrammer.
Hackere fra Nordkorea har fra 2019 frem til november 2020 angiveligt stjålet 316,4 mio. dollars fra et unavngivet medlem af FN. Det skriver CNN, som citerer en fortrolig rapport fra FN. De knap to mia. kr. skulle angiveligt bruges på at finansiere våben og understøtte regimets skrantende økonomi.
Rapporten, som er udarbejdet af FNs panel af eksperter udi Nordkorea, anklager landets øverste leder Kim Jong Un for at medvirke til den ulovlige aktivitet.
Han har ifølge CNN for nylig udtalt, at Nordkorea arbejder på at udvikle nye, avancerede våben til både dets atom- og missilprogrammer for at afskrække USA.
FNs panel af eksperter i Nordkorea samler information fra FN-medlemslande, deres efterretningstjenester, medierne og nordkoreanske desertører, men altså ikke fra Nordkorea selv.
Det står ikke klart, hvilket land er fremkommet med anklagerne, men CNN skriver, at vi kan forvente hele rapporten offentliggjort i løbet af et halvt år.
Nordkorea har i årevis forsøgt at etablere sig som atommagt. Den tidligere amerikanske præsident Trump mødtes flere gange med Kim Jong Un for at se, om de to nationer kunne forhandle sig frem til en løsning, der ikke indebar atomvåben i Nordkorea.
Det lykkedes ikke, og det er ifølge CNN usikkert, hvordan den nyindsatte præsident Biden vil tage sig af det uforsonlige diktatur, som i forvejen er underlagt en lang række handelsrestriktioner.
Af rapporten fremgår det også, at Nordkoreas strikse grænseregler forårsaget af coronavirus, har påvirket regimets evner til at rekvirere den nødvendige mængde valuta.
Pyongyang har tidligere benyttet sig af kuleksport for at understøtte landets økonomi, men handlen har ifølge CNN været indstillet siden juli 2020. Nordkorea har valgt at afskære landet fra omverdenen for at beskytte sine borgere mod pandemien.
Det får altså eksperter til at spekulere i, om landets økonomi i højere grad beror på dets hackere.
Iran benægter på trods af adskillige anklager at have genoptaget samarbejdet med Nordkorea om at udvikle langdistancemissiler. I rapporten, som CNN refererer, fremgår det, at Iran mistænker, at FNs panel af eksperter er blevet vildledt i denne henseende.