Fortsæt til indhold

Flügger opjusterer forventningerne for fjerde gang

Erhverv
/ritzau/FINANS

Efter et usædvanligt travlt første halvår og en fortsat høj efterspørgsel i den første del af andet halvår, løfter malervarevirksomheden Flügger for fjerde gang forventningerne til hele 2020/21.

Særligt på det danske og svenske marked har kunderne aftaget flere af Flüggers produkter. Salget til både private og professionelle er steget, og indtjeningen er fulgt med, fortæller selskabet onsdag morgen.

Forventningerne, der tidligere er opjusteret i både august, oktober og november sidste år, lyder nu på en omsætning på 2100-2150 mio. kr., en driftsindtjening på 215-235 mio. kr. og en EBIT-margin på 10-11 pct.

Flügger ventede oprindelig en omsætning på cirka 2 mia. kr., et EBIT-resultat på omkring 120 mio. kr. og en EBIT-margin på cirka 6 pct.

- Efter et historisk flot første halvår og flere opjusteringer forventede vi, at efterspørgslen ville stabilisere sig til et, for Flügger og sæsonen, mere normalt niveau. Ikke mindst da månederne november-december er vores lavsæson og karakteriseret af reduceret kundetrafik, udtaler administrerende direktør, Jimmi Mortensen, i børsmeddelelsen og fortsætter:

- Vi kan dog konstatere, at hverken lavsæsonen eller nedlukningen af butikker har ændret på den positive trend. Trods nedlukning har vi været i stand til at servicere vores professionelle kunder. Vores private kunder har i stigende grad benyttet sig af Klik & Hent via vores webportaler.

Det gode resultat skyldes ifølge Flügger flere forhold, herunder en stigning i antallet af renoveringsprojekter, en positiv påvirkning fra opkøbet af Unicell i november 2019 og en effektiv styring af omkostningerne.

Artiklens emner
Flügger