T&W Holding ejer nu mere end 5 pct. af den danske biotekvirksomhed Union Therapeutics
Widex-familiernes holdingselskab er blandt de investorer, der har sikret Union Therapeutics en kapitelrejsning på 150 mio. kr.
Union Therapeutics fik for nylig en betragtelig kapitalindsprøjtning. Virksomheden, som bl.a. arbejder på at udvikle en behandling mod coronavirus, har i en ny investeringsrunde rejst rundt 150 mio. kr.
Interessen stammer bl.a. fra selskabet T&W Holding, som administrerer den milliardstore Widex-formue for familierne Tøpholm og Westermann.
Union Therapeutics specialiserer sig i inflammatoriske hudsygdomme, men er også i gang med videreudvikle lægemidlet Niclosamid, som de håber i fremtiden kan bruges til at behandle patienter, der er blevet syge af coronavirus.
»Der er sket en masse positive udviklinger de seneste 6-12 måneder,« siger Morten Boesen, finansdirektør i Union Therapeutics.
Biotekselskabet nåede hurtigt sin grænse på 25 mio. dollars, da det annoncerede en ny investeringsrunde.
»Vi har kørt en ret kort proces henover jul og nytår, og heldigvis var der stor interesse,« siger Morten Boesen.
T&W Holding ejede allerede en bid af Union Therapeutics og fandt det fornuftigt at forøge sin investering.
Lars Nørgaard, som er adm. direktør i T&W Holding, påpeger dog, at der er en særlig grund til, at de nu ejer »5-komma-et-eller-andet« pct. af biotekselskabet med hovedsæde i Hellerup.
»Den primære årsag er deres arbejde med Niclomasid. Normalt investerer vi ellers ikke i den slags virksomheder« siger Lars Nørgaard, som understreger, at T&W Holding nærer en meget høj grad af tillid til Union Therapeutics og dets team.
T&W Holding varetager familierne Tøpholm og Westermanns formue, som er vokset til flere milliarder, siden Christian Tøpholm og Erik Westermann i 1956 grundlagde høreapparatvirksomheden Widex. Widex er i dag verdens sjettestørste høreapparatsproducent.
»Vi investerer på vegne af familier, og derfor planlægger vi i generationer. Vi går ikke bare ind og ud. Vi har tillid til dem, som vi investerer i.«Lars Nørgaard, adm. direktør, T&W Holding
Allerede i april sidste år kunne man læse, at Union Therapeutics var begyndt at se på Niclosamid som en potentiel behandlingsform mod coronavirus og andre luftvejsssygdomme. Siden da er der blevet udviklet adskillige vacciner mod virusset, hvoraf en håndfuld allerede er taget i brug.
Union Therapeutics er dog ikke sikre på, at det betyder, at vi kommer helt af med coronavirus.
»Vi håber, som alle andre, at coronavirus kommer til at gå væk, men blandt eksperter og epidemiologer er der i stigende grad en forståelse for, at det ikke kommer til at ske,« siger Morten Boesen.
»Derfor arbejder vi videre med Niclosamid, som har vist sig effektiv mod coronavirus, men potentielt også kan finde anvendelse i behandling af andre respiratoriske sygdomme.«
»Det er en rigtig spændende kandidat. Vi er kommet succesfuldt gennem de første faser og står nu overfor potentielle registreringsstudier,« siger Morten Boesen om Niclosamid.
Niclosamid blev kendt i 1960’erne, da man opdagede, at man kan bekæmpe parasitter i maven, fx. bændelorm, ved at indtaget midlet i pilleform.
For at bruge Niclosamid til at behandle patienter med coronavirus, skal det inhaleres, hvilket er grundlaget for Union Therapeutics’ arbejde med lægemidlet. Midlet virker ikke som en vaccine, men påvirker patientens celler på en måde, som gør det sværere for virus at overleve og sprede sig.


