Erhverv

Israelske Teva leverer mere end ventet på top og bund

Foto: Reuters

Den israelske medicinalvirksomhed Teva, der har danske Kåre Schultz som administrerende direktør, overrasker i fjerde kvartal med en bedre end ventet omsætning og indtjening.

På børsen i New York indikeres aktien 2,7 pct. højere.

Omsætningen er i kvartalet faldet med 0,3 pct. til 4,45 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde sat næsen op efter 4,37 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie steg til 68 cent fra 62 cent, hvilket også er over analytikernes forventning på 63 cent.

Salget af sklerosemidlet Copaxone, der er gået af patent, viste en lidt dårligere end ventet salgsudvikling med et fald på 14 pct. til 334 mio. dollar mod ventet 336 mio. dollar.

Astmabehandlingen Proair HFA fik en salgstilbagegang på 16 pct. til 67 mio. dollar, hvilket er betydeligt over analytikernes forventning på 54,1 mio. dollar.

For 2021 venter Teva et salg på 16,4-16,8 mia. dollar, hvor analytikerne ventede 16,73 mia. dollar.

Forventningerne til den justerede indtjening per aktie lyder for 2021 på 2,50-2,70 dollar. Her lød analytikernes forventning på 2,64 dollar.

Investeringsøkonom Per Hansen ser regnskabet som fornuftigt, men pointerer også, at den reelle kurstrigger fortsat er eventuelle forlig i retssager heriblandt ikke mindst med hensyn til opioid-sagen.

BRANCHENYT
Læs også