Mægler Jesper Nielsen åbner ny forretning i Aarhus
Han måtte lukke sin forretning i Aarhus kort efter den var åbnet i 2016. Nu prøver Ejendomsfirmaet Jesper Nielsen igen.
Han blev kendt og folkekær efter sin medvirken i tv-programmer som DR’s ”Hammerslag” og ”I hus til halsen”. Men udover de talrige tv-optrædener driver ejendomsmægleren Jesper Nielsen også et succesrig ejendomsmælgerfirma under eget navn.
Og nu forsøger Jesper Nielsen igen at etablere sig i Aarhus. Det skriver Børsen. I 2016 forsøgte han sig også, men måtte dengang lukke igen efter få måneder. Forklaringen var ifølge Jesper Nielsen, at forretningens eneste ansatte blev syg.
Men denne gang skal det være anderledes.
I 2018 indgik Jesper Nielsen og firmaet et samarbejde med finanskoncernen Nykredit, og dermed har han den store finanskoncern i ryggen i andet forsøg. Nykredit Mægler ejer 50 pct. af virksomheden, mens Jesper Nielsen ejer de resterende 50 pct.
»Det er et naturligt skridt at udvide til Jylland og Fyn. Når jeg er rundt i landet, spørger folk ofte, om ikke vi også kan sælge deres bolig, og det er vi selvfølgelig ret ydmyge omkring. Men det kræver naturligvis, at vi er fysisk til stede,« siger Jesper Nielsen til Børsen.
Ifølge Jesper Nielsen har samarbejdet med Nykredit styrket hans egen virksomhed og gjort det muligt at realisere ønsket om en udvidelse af kæden i fremtiden. Når forretningen i Aarhus er etableret, er målet at ekspandere til flere byer i Jylland og på Fyn.
Forretningen i Aarhus vil blive den 10. forretning og den første, der ikke ligger på Sjælland. Jesper Nielsen fortæller til Børsen, at han har konkrete planer om at åbne forretninger i Trekantsområdet, Herning, Aalborg og på Fyn samt flere steder på Sjælland inden 2023.
Nykredits bundlinje dykkede i 2020 24 pct. til 5,7 mia. kr., men de samlede indtægter holdt sig stort set på niveau med 2019. I 2019 havde Nykredit Mægler et overskud på 90 mio. kr. før skat.

