Erhverv

Too Good To Go udvider i flere amerikanske storbyer

Too Good To Go lancerede sin app i tre amerikanske byer sidste år, og nu er turen kommet til Philadelphia og Washington D.C. samt vestkystbyen San Fransisco.

Mette Lykke er adm. direktør i Too Good To Go. Foto: Gregers Tycho

Den danske virksomhed Too Good To Go, som mange danskere blev opmærksomme på, da den for fem år siden deltog i tv-programmet Løvens Hule, vil nu udvide deres service, så også borgere i de amerikanske storbyer Philadelphia, Washington D.C. og San Fransisco i fremtiden kan købe billigere mad og bekæmpe madspild.

Adm. direktør, Mette Lykke, forklarer, at det ikke er alle amerikanske byer, der er lige oplagte at gå ind i.

»Da folk skal komme til os for at hente maden, er det bedst, hvis byerne har en centreret bymidte«, siger Mette Lykke.

»Desuden ser vi på, hvor klimabevidste indbyggerne er, og om de tror på, at klimaforandringer er menneskeskabte.«

Too Good To Go gjorde sit indtog i USA i september sidste år, da de slog de virtuelle døre op for indbyggerne i New York City, Boston og New Jersey City på den amerikanske østkyst. Siden da er appen blevet downloadet 360.000 gange i USA.

»Markedet lever op til vores forventninger. Vi var spændte pga. coronakrisen, og hvor hårdt det ramte derovre, men der er blevet taget rigtig godt imod os,« siger Mette Lykke.

»Der er nogle mindre spillere derovre, men vi er allerede blevet de største.«

Too Good To Go bekæmper madspild ved at samarbejde med butikker, restauranter, cafeer og hoteller om, når dagen er ovre, at få solgt det overskydende mad, som ellers ville ende i skraldespanden. Sultne folk, som har downloadet appen, kan bestille mad til tilbudspriser, når det nærmer sig lukketid.

»Som marked svarer madspild til Norge, Danmark og Sveriges BNP tilsammen. Der bliver smidt 1,3 mia. tons mad ud hvert år,« siger Mette Lykke.

Mette Lykke skabte motions-appen Endomondo i 2007, solgte den til Under Armour i 2015, og i 2016 investerede hun i Too Good To Go sammen med IT-milliardæren Preben Damgaard og Birgit Aaby, efter sidstnævnte var blevet præsenteret for virksomheden i Løvens Hule.

I 2017 overtog hun stillingen som adm. direktør efter en af dem fem grundlæggere, og i dag står hun i spidsen for omtrent 800 medarbejdere. Det tal skal i 2021 stige til 1.150, hvis alt går efter planen.

»Vi regner med at slutte året i 10 byer i USA,«, siger Mette Lykke, og afslører, at de tilmed har flere lande, end de 15, de nu er i, på tegnebrættet for i år. Hvilke, vil hun dog ikke ud med endnu.

Too Good To Go-app har i dag over 30 mio. brugere, og virksomheden har aftaler med flere end 50.000 forretninger. De håber, at appen kan nå to mio. brugere og 8.000 partnere i USA, inden året er omme.

Allerede i februar kan appen bruges i Philadelphia, næste måned bliver det Washington D.C.’s tur, og til april kan man bruge Too Good To Go i San Fransisco.

Læs også
Top job