Kapitalfondsejet designselskab har fart i onlinesalget under krisen
Menu, der har kapitalfonden Polaris som hovedaktionær, tabte 5 pct. af omsætningen i seneste og korte regnskabsår, som også gav underskud på bundlinjen.
Endnu højere fart i onlinesalget og større afsætning på det amerikanske marked.
Sådan lyder læren hos den danske designvirksomhed Menu efter et år med coronakrisen. Netop pandemien har som i resten af design- og detailbranchen præget udviklingen i selskabet.
Det har netop afsluttet regnskabet for 2020. Tallene er dog svært sammenlignelige med året før, da selskabet før krisen satte ind valgte at lave en omlægning til et forskudt regnskabsår. Dermed dækker de nye tal kun over de første ni måneder af året.
Regnskabet for den periode viser et underskud på 23 mio. kr. før skat - men et positivt driftsresultat.
»Det har da været et år med udfordringer i kraft af globale nedlukninger rundt om på markederne, og udsættelse af en række projekter i kontraktmarkedet inden for bl.a. byggeri af hoteller og restauranter. Men vi har samtidig oplevet en fornyet global interesse for indretning af private hjem og tilpasning til hjemmearbejde, så det har gavnet os og branchen,« siger adm. direktør Danny Feltmann.
Menu har de seneste år udvidet aktiviteterne med især møbler til dets lamper, boliginteriør og andre livsstilprodukter. Salget sker til kunder i detailhandlen og grossister i 50 lande samt erhvervslivet.
Selskabet har kapitalfonden Polaris som hovedaktionær, da den i 2018 overtog godt 65 pct. af aktierne i det da familieejede selskab. Ud over Polaris er aktionærerne også ledelsen, selskabets bestyrelsesformand - den tidligere Hummel-direktør Søren Schriver, samt Menus stifter, Bjarne Hansen.
Menu offentliggør ikke tal for omsætningen, men Danny Feltmann oplyser, at det samlede omsætningsfald i de ni corona-ramte måneder af året blev på 5 pct. Årets sidste kvartal, som ikke er med i regnskabet, er det største i kraft af julesalget. Netop i det kvartal var væksten i salget væsentligt større.
Faktisk fastslår den adm. direktør, at kalenderårets sidste kvartal leverede koncernen den højeste omsætning og det bedste driftsresultat hidtil - drevet af stærk afsætning.
I kraft af coronakrisen har Menu som mange andre virksomheder inden for livsstilsprodukter øget farten i det digitale salg.
»Det har fået et boom, som vi ellers ville have været meget længere om at folde ud. Men coronakrisen har sikret stærk fremgang i de digitale kanaler. Vi løftede således salget i vores webshop i Nordamerika med over 50 pct. og introducerede egne webshops i både Danmark og Tyskland. Vi fortsætter udrulningen af webshops i flere EU-lande i år,« siger Danny Feltmann.
Han fastslår samtidig, at netop USA er et marked med høj vækst og udgør 20-22 pct. af den samlede omsætning.
Ud over ekspansion med møbler i produktsortimentet har Menu etableret ”The Audo” i København, hvor hovedsædet har til huse. The Audo er en kombination af bl.a. hotel-, restaurant- og butiksfaciliteter samt design.
Årsregnskab:
| Menu Holding A/S (mio. kr.) | 2020 ( kun 9 måneder) | 2019 |
|---|---|---|
| Bruttoresultat | 45 | 79 |
| Driftsresultat (EBITDA) | 3 | 24 |
| Resultat før skat | -23 | -17 |
| Årsresultat | -20 | -15 |
| Egenkapital | 169 | 187 |

