Erhverv

Vaccineret til sommer? Sådan går det med den danske vaccineudrulning

Trods nye forsinkelser i vaccineleverancerne, holder myndighederne foreløbigt fast i planen om at færdigvaccinere den voksne befolkningen senest den 4. juli 2021.

Tove på 93 år får Moderna vaccine af Rúní på Region Hovedstadens nye COVID-19 vaccinationscenter i Idræts & Fritidscenter Vejledalen i Ishøj tirsdag den 9. februar 2021. Myndighederne arbejder efter en plan om at vaccinere hele den voksne befolkningen senest den 4. juli.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Cirka halvanden måned inde i den danske udrulning af covid-19-vacciner, er det stadig mangel på vacciner, der præger billedet.

I denne uge meddelte både Moderna og AstraZeneca, at de ville levere færre vacciner til Danmark end forventet i de kommende uger. Men Sundhedsstyrelsen holder stadig fast i planen om at færdigvaccinere den voksne befolkning senest den 4. juli 2020.

Ifølge Statens Serum Institut har 212.206 borgere fredag morgen fået den første af to doser, hvoraf 159.059 tillige har fået anden dosis.

I alt er antallet af registrerede indsprøjtede doser steget med 8.276 det seneste døgn, hvilket er langt under det tempo, som udrulningen skal op på for at kunne nå i mål inden deadline.

Sundhedsstyrelsen forventer at skulle bruge lige under 7,4 mio. doser i alt på at kunne færdigvaccinere den voksne befolkning.

Heri er indregnet 750.000 doser, som myndighederne forventer at få leveret i 2. kvartal fra medicinalfirmaet Johnson & Johnson. Det særlige ved denne vaccine er, at den kun kræver en dosis.

Det betyder, at gennemsnitligt lige under 50.000 borgere skal stikkes i skulderen hver dag fra fredag og frem til den 4. juli 2021, og tallet bliver højere for hver dag, der går med mangel på vacciner.

Det har dog hele tiden været indregnet i Sundhedsstyrelsens planer, at vaccineleverancerne først tager fart fra april, og styrelsen har bedt regionerne om at gøre sig klar til at kunne vaccinere op til 100.000 borgere om dagen.

Samtidig forbereder regionerne et udbud med henblik på at skaffe endnu højere kapacitet med hjælp fra private aktører.

Professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen siger, at myndighederne i det store hele følger planerne, der dog er så pressede, at nogle kommer til at vente med at få en vaccination indtil udgangen af juli.

»For mig er den helt store joker stadig, om vi får de vaccineleverancer, som vi er blevet lovet. Får vi det, har vi også kapaciteten til at kunne bruge dem,« siger han.

Sundhedsstyrelsen har tidligere rykket deadline men blot med en uge fra den 27. juni til den 4. juli.

Ifølge Our World in Data, der kortlægger vaccinationsindsatsen på globalt plan, er Danmark blandt de mest effektive i EU til at rulle vacciner ud.

Til gengæld halser EU-landene langt efter bl.a. Israel, Storbritannien, de Forenede Arabiske Emirater, Serbien og USA.

BRANCHENYT
Læs også