Erhverv

Clubhouse-aktie er steget over 1000 pct. - måske på et forkert grundlag

Clubhouse-aktien er eksploderet siden nytår. Firmaet bag aktierne er ikke den nye populære app, men derimod et kinesisk firma.

Det sociale medie Clubhouse er på rekordtid blevet populært efter nytår, hvor blandt andet Tesla-ejer Elon Musk har været med til at puste appen op. For at være på det sociale medie skal man være inviteret til mediet. Foto: Odd Andersen/AFP SpaceX-grundlægger og Tesla-ejer Elon Musk tilskrives at have en stor andel i det sociale medie, Clubhouses, øjeblikkelige succes. Foto: Steve Nesius/Reuters

For tiden vinder det sociale medie Clubhouse indpas i dele af verden.

Det talebaserede sociale medie, en slags chat med lydfiler, blev lanceret i april 2020 og har de seneste måneder fået en del opmærksomhed, efter blandt andet Tesla-ejer Elon Musk og Facebook-grundlægger, Mark Zuckerberg, har talt og tweetet om det nye sociale medie.

Nu får Clubhouse også stor opmærksomhed på aktiemarkedet, hvor aktieprisen på Clubhouse Media Group er steget med over 1.000 pct. siden nytår og toppede hidtil tirsdag med en pris på 170 kr.

Der er bare ét problem for aktiehandlere, der tror, at de har investeret i aktier tilhørende det sociale medie. Clubhouse-aktien og det sociale medie med samme navn har intet med hinanden at gøre.

Selskabet bag aktien hed før Tongji Healthcare Group og drev Tongji-sygehuset i Guangxi, Kina. Men i august skiftede selskabet navn til Clubhouse Media Group og har skiftet branche. Fra at arbejde med sundhed, arbejder selskabet i dag med influencere med til sammen 70 mio. følgere på sociale medier, står der i en pressemeddelelse.

Clubhouse
  • Clubhouse er et socialt medie baseret på talt dialog i grupper.
  • Man kan kun blive medlem via invitation.
  • App’en blev sat sammen i marts 2020 og lanceret i april.
  • Den blev da næsten udelukkende brugt af Silicon Valleys topinvestorer og meningsdannere.
  • Siden er hypen steget nærmest eksponentielt.
  • I december havde Clubhouse 600.000 brugere og var værdisat til 100 millioner dollars.
  • Dette steg til 5 millioner brugere den 21. januar.
  • Clubhouse er endnu stadig i beta-stadiet og findes kun til iPhone.
  • Det er ikke klart, hvornår den bliver tilgængelig for alle, eller hvornår den kommer til Android.

Clubhouse er beskrevet som en blanding af Zoom, Twitter og Spotifys podcaststreaming. »Forestil dig, at Twitter var en podcast, som du boede indeni,« lød dommen fra PCMag i sin anmeldelse af servicen.

Platformen består af rum, der er oprettet af brugerne selv – præcis som Zoom. Men modsat Zoom er der ingen video, og det hele fungerer som en almindelig konferencesamtale, kendt fra så mange steder i erhvervslivet. Og igen modsat Zoom kan enhver springe til et givent rum og lytte med.

Den lydbaserede app lader brugeren starte, deltage i og lytte til samtaler om mange forskellige emner og er fri for indlæg, billeder og video. Alt man deler er et profilbillede og sin stemme.

Clubhouse-selskabet bag appen er ikke børsnoteret, men ejes primært privat af en risikokapitalfond, en såkaldt venture capital-fond.

Clubhouse-aktien, altså ikke den bag det sociale medie, er steget fra 15 kr. nytårsaften til 170 kr. den 16. februar. Siden er værdien faldet lidt igen.

Men det kinesiske Clubhouse Media Group har vundet stort på den stigende værdi på aktien. Selskabet vurderes nu til at være omkring 11 mia. kr. værd.

Det er især Tesla-ejer og flittig bruger af Clubhouse-appen, Elon Musk, og hans omtale af appen, der har fået både populariteten og aktieprisen på den fejlagtige aktie til at stige.

Den 10. februar skrev han på Twitter, at han havde aftalt en samtale med rapperen Kayne West på Clubhouse, og få dage senere inviterede han Ruslands præsident, Vladimir Vladimirovich Putin, til en samtale på det sociale medie.

»Det vil være en ære at tale med dig,« skrev Tesla-ejeren på russisk.

Putins talsmænd svarede pænt igen, at det da lød ganske spændende – men at Musk gerne lige måtte uddybe, hvad han ville snakke om.

Imens steg Clubhouse-hypen til nye højder.

BRANCHENYT
Læs også