Erhverv

Humøret er igen dykket hos danskerne, men på ét punkt er der fremgang

For anden måned i træk er forbrugertilliden faldet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden har for anden måned i træk taget et dyk. Foto: Jens Dresling

Coronakrisen fortsætter med at smitte af på humøret blandt danskerne. Forbrugertilliden faldt således for anden måned i træk, viser den såkaldte forbrugertillidsindikator fra Danmarks Statistik. I januar lå tallet på minus 4,1, men i februar faldt det til minus 5,2.

»Selv om den er væsentligt højere end i foråret, er der ingen tvivl om, at den aktuelle nedlukning også går ud over oplevelsen af tilstanden i dansk økonomi. Det er dog alene vurderingen af dansk økonomi, der blev forværret,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

Hun henviser til, at faldet i februar er drevet af forbrugernes syn på Danmarks økonomiske situation samt deres forventninger til Danmarks økonomiske situation om et år.

Forbrugertilliden belyser befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation.

Efter den første nedlukning af Danmark dykkede tallet til minus 11,9 i april. Efterfølgende har det rettet sig, så gennemsnittet for de seneste seks måneder har ligget på minus 5,7.

»Det er superærgerligt, at forbrugerne ser lidt mørkere på tilværelsen, men det er altså yderst milde fald,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

På trods af dykket er der lyspunkter i dagens tal fra Danmarks Statistik. Danskernes syn på deres egen økonomi er nemlig på det højeste niveau siden februar sidste år. Altså inden coronakrisen ramte.

»Dagens tal peger klart på, at danskerne ser lys for enden af tunnellen – i hvert fald for deres egen økonomi. Modsat danskerne, forventer vi også, at dansk økonomi vil have det langt bedre om et år, end den har det i dag,« lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Samme vurdering kommer fra Arbejdernes Landsbank.

»Danskerne er overordnet set velpolstrede med rekordindlån i bankerne, en ny runde af feriepenge er på vej, og sidst men ikke mindst har forbrugerne vist massiv forbrugslyst, når muligheden har budt sig. I oktober sidste år bød detailhandlen på en rekordstor omsætning i forbindelse med udbetalingen af den første rude af feriepenge,« skriver Jeppe Juul Borre.

BRANCHENYT
Læs også