Erhverv

Hempel køber australske Wattyl med milliardomsætning

Opkøbet er det første skridt på vejen mod ambitionen om at fordoble Hempels omsætning i 2025 til 3 mia. euro.

Hempel leverer løsninger til bl.a. vindmøller og olieplatforme og skibe. Selskabet har netop opkøbt en australsk konkurrent med en omsætning på over 1,1 mia. kr. Foto: Hempel PR

Den danske malingsproducent Hempel har købt australske Wattyl. Selskabet har 750 ansatte og omsætter for 150 mio. euro eller godt 1,1 mia. kr.

Ifølge selskabet er Wattyl en af Australiens og New Zealands førende producenter af hus- og industrimaling.

»Vi tager nu det første store, synlige skridt i vores ambition om at fordoble Hempels omsætning til 3 mia. euro i 2025. Opkøbet vil få en stor, positiv betydning for det aftryk, vi ønsker at sætte i den globale malingsindustri og for udviklingen i vores Syd- & Østasien region,« siger Lars Petersson, Group President & CEO i Hempel.

Prisen oplyses ikke.

Man skal helt tilbage til 2018 for senest at finde et større opkøb fra Hempel. Dengang købte man den tyske malingsproducent J.W Ostendorf.

»Købet af Wattyl understreger kernen i vores strategi: Vi ønsker at indtage førerpositioner i udvalgte segmenter og geografier, og vi agter at fordoble Hempels omsætning inden for fem år. En fordobling af omsætningen gør det muligt at fordoble vores positive indflydelse ved at investere i bæredygtighed, innovation og digitalisering,« siger Lars Petersson.

Wattyl har i mere end 100 år udviklet innovative, teknologisk avancerede og markedsførende produkter af højeste kvalitet og samtidig opbygget et ikonisk brand med en høj kendskabs grad blandt forbrugere, skriver Hempel.

Wattyl har en stor portefølje af mærkevareprodukter, og virksomheden ejer og driver næsten 100 butikker i hele Australien og i New Zealand.

Sælger af Wattyl er amerikanske Sherwin-Williams, verdens største producent af maling, og handlen er betinget af myndighedernes godkendelse.

Ledelsen i det australske selskab fortsætter, og det samme vil selve varemærket Wattyl, der vil indgå brandingmæssigt som ”A part of Hempel”.

Wattyl kan datere sin historie tilbage til 1905 og har hovedkvarter i Baulkham Hills, Sydney. Selskabet råder over to fabrikker og fem distributionscentre.

Hempel blev etableret i København i 1915, og er ejet af Hempel Fonden.

BRANCHENYT
Læs også