Erhverv

Kæmpe fabrik skal forvandle vindenergi til grønt brændstof og gødning

En kæmpe fabrik ved Esbjerg skal producere grønt brændstof til skibsindustrien og miljøvenlig gødning til landbruget. Fabrikken til 7,5 mia. kr. er den største af sin art i Europa og kan erstatte hele landbrugets import af kunstgødning.

Vindmøllestrøm skal i fremtiden bruges til at producere miljøvenlig kunstgødning til landbruget og grøn energi til containerskibe og færger.
Foto: Thomas Borberg

Europas største fabrik til produktion af grønt brændstof og miljøvenlig kunstgødning skal de kommende år bygges ved Esbjerg.

Fabrikken skal drives af vindenergi, som via en såkaldt elektrolyse-proces omdannes til grøn ammoniak.

Den miljøvenlige ammoniak bruges til at producere CO2-neutral kunstgødning til dansk landbrug og grønt brænstof til skibsindustrien.

Fabrikken, som ventes at stå færdig i 2026, kan samlet set reducere CO2-udledningen med 1,5 mio. tons – svarende til udledningen fra omkring 700.000 biler. I det regnestykke indgår også, at fabrikken producerer så meget overskudsvarme, at det kan opvarme en tredjedel af husstandene i Esbjerg.

Bag projektet står fondsforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners, der udvikler og investerer i grøn infrastruktur. Med i projektet som partnere er også de landmandsejede sværvægtere DLG, Arla og Danish Crown samt rederierne A.P. Møller Mærsk og DFDS.

»Fabrikken skal producere CO2-neutral ammoniak på basis af strøm fra havvindmøller. Den grønne ammoniak fra fabrikken kan bruges til at producere CO2-neutral kunstgødning, som kan erstatte hele landbrugets nuværende import af konventionel kunstgødning, der er fremstillet på basis af fossile brændsler. Samtidig kan den grønne ammoniak fra fabrikken kunne bruges som brændstof i skibe, lastbiler og anden tung transport,« forklarer Michael Hannibal, partner i Copenhagen Infrastructure Partners, CIP.

Fabrikken ved Esbjerg ventes at koste 7,5 mia. kr., og planen er, at den skal tages i drift i 2026. Elektrolyse-processen, der anvendes til at producere ammoniak, er meget energikrævende, men planen er, at fabrikken vil være fleksibel og skrue helt op for produktionen, når det blæser mest, så strømmen fra vindmøllerne er billigst.

»Vi skruer produktionen op på maksimum, når det blæser så meget, at vindmøllerne allerede har dækket Danmarks normale forbrug og udtømt eksportmulighederne. I den situation kan vi gå ind og aftage overskudsstrømmen, så man slipper for at standse møllerne,« forklarer Michael Hannibal.

Fabrikken ved Esbjerg bliver et af de største såkaldte Power-to-X-anlæg i verden, og CIP har planer om at opføre flere lignende anlæg på den kommende energiø i Nordsøen, oplyser Michael Hannibal.

Der er en stribe andre Power-to-X-anlæg på tegnebrættet både i Danmark og andre steder i verden. Typisk fokuserer disse projekter imidlertid på at anvende vindmølle- eller solcelleenergi til at producere brint. Fabrikken ved Esbjerg skiller sig ud ved at satse på grøn ammoniak, der åbner særlige muligheder for at gøre landbruget og fødevareindustrien mere miljøvenlig.

»Al den kunstgødning, der anvendes i dansk landbrug i dag, er importeret og fremstillet i meget energikrævende processer på fabrikker, der drives af naturgas eller kul,« forklarer Kristian Hundebøll, koncernchef i grovvareselskabet DLG.

Ammoniak er den væsentligste komponent i produktionen af kunstgødning, så det vil være et stort miljømæssigt fremskridt, hvis man lokalt kan fremstille CO2-neutral ammoniak.  

»Fabrikken ved Esbjerg får kapacitet til at producere en mængde ammoniak, som rundt regnet svarer til det dobbelte af landbrugets nuværende forbrug af kvælstofgødning,« oplyser Kristian Hundebøll.

Hvis landbruget kan skifte til grøn kunstgødning, vil det være et meget stort bidrag til at gøre erhvervet mere bæredygtigt, vurderer Kristian Hundebøll.

»Grøn kunstgødning vil forbedre landmandens klimaregnskab og betyde, at de produkter han fremstiller - mælk, kød, korn mm. – får en bedre klimaprofil. Det er fantastisk positivt, at man på den måde kan bruge ny teknologi i stedet for restriktioner til at gøre landbruget mere miljøvenligt,« mener Kristian Hundebøll.

Fabrikken ved Esbjerg har også potentiale til årligt at producere 50.000 tons grønt brændstof skibsindustrien. Michael Hannibal, CIP, medgiver, at det ikke rækker langt, men påpeger, at der er flere anlæg på tegnebrættet.

Investeringen i fabrikken placeres i CIP’s nye fond – Energy Transition Fund.

BRANCHENYT
Læs også