Fortsæt til indhold

Sanofi og GSK genstarter fase 2-forsøg med coronavaccine

Vaccinen fra Sanofi og GSK er blandt dem, som Danmark har en købsoption på. Foto: Agustin Marcarian
Erhverv
/ritzau/FINANS

Det franske medicinalselskab Sanofi har sammen med partneren GSK sat gang i et nyt fase 2-studie af selskabernes potentielle vaccine mod coronavirus.

Det meddeler Sanofi mandag formiddag.

Genstarten af studiet kommer efter, at selskaberne i december sidste år måtte melde ud, at der i første omgang ikke var nået en tilstrækkelig høj immunrespons blandt ældre i forsøget.

Det skyldtes ifølge Sanofi og GSK formentlig en utilstrækkelig koncentration af antigenet.

Det nye fase 2 studie skal nu finde den mest passende dosis af antigen, der derefter skal benyttes i et fase 3-studie.

- I løbet af de sidste par uger har vores teams arbejdet på at videreudvikle antigenformlen i vores rekombinante proteinvaccine baseret på vores erfaringer fra vores første fase 1/2 forsøg, siger topchefen i Sanofi, Thomas Triomphe, i meddelelsen.

Hvis fase 2-forsøget viser sig positivt, vil fase 3 bliver indledt i andet kvartal af 2021 med henblik på at have en færdig vaccine klar i fjerde kvartal.

Vaccinen fra Sanofi og GSK er blandt dem, som Danmark har en købsoption på.

Artiklens emner
Medicoindustrien
Sanofi