Serier

Sundhedsstyrelsen beklager manipuleret kampagnevideo med Stay Well

Stay Well-indehaver Gunnar Liland Thomsen er rasende, efter Sundhedsstyrelsen har manipuleret hans produkt dårligere i en ny kampagnevideo. Det er i strid med god forvaltningsret, siger ekspert i markedsføringsret.

Corona rammer verden
Sundhedsstyrelsen fortæller, at den er ked af sagen og nu vil rette op på problemet. Foto: Screendump

Gunnar Liland Thomsen var efter eget udsagn ved at få en blodstyrtning, da hans bankmand sendte en ny kampagnevideo fra Sundhedsstyrelsen.

Indehaveren af virksomheden Stay Well, der sælger hånddesinfektion og dispensere, kunne pludselig se sit produkt statsfinansieret promoveret i Sundhedsstyrelsens seneste kampagnevideo.

Og det er ikke for noget positivt.

Videoens omdrejningspunkt er en håndværker, der i farten både fumler med mundbind og kæmper mod en besværlig og langsom dispenser med håndsprit. En dispenser fra mærket Stay Well.

Nu føler den 53-årige virksomhedsejer, at videoen skader hans virksomhed på et manipulerende grundlag.

»Det er 100 pct. sikkert, at videoen er manipuleret. Det kan jeg høre, for i filmen siger dispenseren ’beep’, og der findes ikke noget i vores dispenser, der kan sige den lyd i virkeligheden.«

Heidi Højmark Helveg, advokat for Co:Play med speciale i bl.a. markedsføringsret, vurderer, at Sundhedsstyrelsens ageren kan være i strid med reglerne for god forvaltningsskik.

»Sundhedsstyrelsen miskrediterer en kommerciel virksomhed, som ikke har generet nogen og tværtimod leverer værnemidler til at bekæmpe den pandemi, som Sundhedsstyrelsen selv italesætter i kampagnen.«

Derfor råder hun Stay Well til at tage kontakt til Sundhedsstyrelsen med det samme med henblik på at få ændret i den tre ugers gamle video med en halv million visninger på Facebook.

»Jeg ville henvende mig til Sundhedsstyrelsen og bede dem om som minimum at sløre varemærket og ændre i videoen, så man ikke zoomer så meget ind på dispenseren. Det vil jeg mene, at Sundhedsstyrelsen bør gøre.«

Se den omstridte video her:

Ifølge Stay Well reagerer firmaets dispensere på 0,25 sekunder. I Sundhedsstyrelsens video går der mere end to sekunder, før dispenseren reagerer.

»Én af vores varemærker er, at vores dispenser skal være hurtig og brugervenlig. Vi har et stærkt produktprogram, der giver tilfredse kunder. Derfor er det meget ærgerligt, at Sundhedsstyrelsen har manipuleret vores dispensers performance til at være enormt langsom og får os til at blive associeret med alt det, vi ikke står for.«

Gunnar Liland Thomsen startede virksomheden Stay Well i foråret 2020, da Danmark stod med en mangel på håndsprit og dispensere efter den første store nationale nedlukning i marts.

I 2020 omsatte virksomheden, der primært sælger til virksomheder (B2B), for omkring 7,5 mio. kr., og forventningerne i 2021 er en omsætning på 10-12 mio. kr.

Fynboen fortæller, at februar har været den dårligste måned i kompagniets historie med en nedgang på 27 pct. i omsætning fra januar til februar. Men om Sundhedsstyrelsens video alene er at klantre for det i et volatilt marked er vanskeligt at sige.

Han frygter dog, at kampagnevideoen har skadet firmaets renomme.

»Logoet er så tydeligt i filmen, at det er relativt nemt at genkende, og det vil give en negativ association blandt vores potentielle kunder, og det kan da komme til at koste på bundlinjen,« siger han og ærgrer sig over, at Sundhedsstyrelsen i det mindste ikke har pillet Stay Wells logo af før optagelserne.

Ifølge advokat Heidi Højmark Helveg kan Stay Well muligvis afkræve erstatning i sagen.

»Men det vil forudsætte, at Stay Well kan dokumentere at have lidt et tab, og det kan jeg ikke gennemskue, om virksomheden kommer til. En godtgørelse kan også komme på tale, hvis det vurderes som en æreskrænkelse af Stay Well, men jeg tror, vi er under grænsen for, hvornår man kan få godtgørelse.«

Gunnar Liland Thomsen har ikke selv forsøgt at få fat i Sundhedsstyrelsen, og det er der en grund til.

»Jeg har undervejs i krisen forsøgt at få hul igennem til mennesker, der arbejder under samme tag i forbindelse med værnemidler af forskellig art. Det har ikke været nogen nævneværdig succes at få dem i tale, så jeg er ikke voldsomt motiveret for at forsøge igen. Jeg tror, det bliver en Sisyfos-opgave.«

I et mailsvar skriver Sundhedsstyrelsen, at den er ked af sagen, og at den er i dialog med både produktionsselskabet bag videoen og bureauet bag kampagnen.

»Bureauet beklager situationen og fortæller, at de i dag vil udsende en ny video, hvor brandnavnet er sløret. Denne video vil blive sendt bredt ud til medier, så den kan erstatte den hidtidige version, de steder hvor det er muligt.«

BRANCHENYT
Læs også