Erhverv

Politiet lod virksomheder gå fri af retssag: Nu trækker de nye spor af skattegæld efter sig

Op mod 900 firmaer indgik i danmarkshistoriens mest omfattende svindelsag, men de blev af ressourcehensyn ikke en del af sagen. Efterfølgende kan 168 af dem forbindes til virksomheder, der har efterladt ny moms- og skattegæld for mere end 300 mio. kr.

Artiklens øverste billede
Illustration: Anders Thykier

En lang række selskaber, som politiet undlod at efterforske trods deres involvering i danmarkshistoriens mest omfattende sag om moms- og skattesvindel, fortsætter med at trække et spor af moms- og skattegæld efter sig.

Oplysningerne forbløffer eksperter, fordi selskaberne i årevis har været på myndighedernes radar som en del af den såkaldte Operation Greed-sag, hvor 17 personer netop nu sidder på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for bl.a. moms- og skattesvig for 300 mio. kr.

SERIE: Netop nu kører Danmarkshistoriens mest omfattende retssag om momssvindel, skatteunddragelse og hvidvask. 17 mænd er anklagede for at stå bag det formodede svindelsystem, som politiet har døbt Operation Greed. Finans og Information fulgte sporene fra sagen og har afdækket nye formodede svindelvirksomheder med moms- og skattegæld for flere hundrede millioner kroner. Metoderne er tilsyneladende ufortrødent blevet videreført fra Operation Greed, efter politiet slog til.

Gennem mere end et år har Finans og Information fulgt sporene fra den omfattende retssag og nu fundet et helt nyt kompleks af formodet moms- og skattesvig med 168 af de samme aktører.

To af landets mest erfarne konkursadvokater, Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten og Pernille Bigaard fra Skau Reipurth & Partnere, vurderer på baggrund af kortlægningen, at setuppet fra Operation Greed blev kopieret og fortsatte i nye selskabskonstruktioner, efter at politiet slog til mod de 17 personer i den verserende straffesag.

»Det ligner, at det er koordineret, og at man har haft en afløser på plads, som kunderne blot er blevet forskubbet til,« siger Boris Frederiksen, der som konkursadvokat har skullet rydde op efter flere af de centrale selskaber i det nye formodede skattesvindel-kompleks.

De tiltalte i Operation Greed blev arresteret i oktober 2017. Ifølge anklageskriftet havde de ved hjælp af et sindrigt system snydt statskassen for næsten 300 mio. kr. og hvidvasket mere end en halv milliard kroner.

Det får mig til at tænke, at vi hver gang bare er uhjælpeligt bagefter i forhold til at fange dem, der udnytter systemet

Kurator Pernille Bigaard

Setuppet omfattede omkring 900 selskaber, som ifølge anklagemyndigheden modtog fiktive regninger og indbetalte penge til 11 centrale svindelselskaber, der aldrig betalte den moms og skat, de skulle.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi oplyser, at selskaberne, der betalte regningerne og på den måde kanaliserede penge ind i det formodede svindel-setup, »af ressourcehensyn ikke er omfattet af den verserende straffesag.«

Nu viser en kortlægning så, at 168 af de omkring 900 involverede selskaber efterfølgende - bevidst eller ubevidst - har haft aktiviteter med en eller flere andre nu fallerede selskaber, som tilsammen har efterladt ny moms- og skattegæld på mere end 300 mio. kr. – altså i samme størrelsesorden som Operation Greed. Ud af det skyldige trecifrede millionbeløb er det ifølge selskabernes kurator-redegørelser til dato kun lykkedes at finde 4,4 mio. kr.

Kortlægningen viser også, at konkursadvokater i selskaberne i det nye kompleks flere gange har flaget mistanke om stråmændsdirektører, fiktive fakturaer og mulig moms- og skattesnyd, ligesom kuratorerne gentagne gange har advaret politiet om mulige ulovligheder i selskaberne. Skattestyrelsen har samtidig mindst en gang flaget en mistanke om organiseret EU-momssvig.

Det får flere eksperter til at kritisere myndighederne for ikke at have grebet ind i tide og dermed have gjort det muligt for de involverede at fortsætte svindelsystemet.

»Det ser meget organiseret ud. Og det får mig til at tænke, at vi hver gang bare er uhjælpeligt bagefter i forhold til at fange dem, der udnytter systemet,« siger Pernille Bigaard.

Per Fiig, fungerende statsadvokat og chef for bagmandspolitiet (SØIK), pointerer, at det danske moms- og skattesystem er baseret på tillid, og når det udnyttes til organiseret økonomisk kriminalitet, får de kriminelle et tidsmæssigt forspring i forhold til myndighederne. Det gør det også svært at slå ned på de kriminelle i tide.

»Det er jo ligesom indsatsen mod narko. Der står altid nye kriminelle klar. Når vi lukker et netværk ned, så spalter det sig ofte ud eller dukker op igen med andre deltagere. Så det er rigtigt svært at sætte ind over for,« siger Per Fiig.

Finans og Information har forsøgt at få kommentarer fra direktørerne i de 13 selskaber, som udgør det nye kompleks. 10 af direktørerne hævder - enten til os eller i skifteretten - at have været stråmandsdirektører uden adgang til selskabets bankkonti.

Sagen får nu skatteminister Morten Bødskov til at varsle en skærpet kontrol.

»Det er en meget alvorlig sag. Jeg skal jo sige, at jeg ikke kan kommentere på konkrete sager. Men det er klart, at dette er af et omfang, som kraftigt understreger behovet for at få styrket indsatsen hos skattevæsenet. Og den indsats skal foregå i et tættere samarbejde med de øvrige myndigheder, « siger Morten Bødskov.

Ifølge Finans og Informations oplysninger er endnu ingen tiltalt eller dømt for de handlinger, der er foregået blandt selskaberne i det nyafdækkede kompleks.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.