Erhverv

Fastfoodgigant indgår globalt samarbejde med producent af kødalternativer

McDonald's har længe eksperimenteret med plantebaserede burgerbøffer, og nu kan fastfoodkædens kunder i flere lande sandsynligvis se frem til at få kødfrie burgere på menuen.

Beyond Meat er en af de mange hurtigvoksende producenter af plantebaserede alternativer til kød. Foto: Daniel Acker/Bloomberg

Gennem de seneste år er forbrugernes hungeren efter plantebaserede produkter vokset, alt imens hobevis af producenter er kommet til - og den tendens er tilsyneladende ikke gået McDonald’s næse forbi.

Det står klart, efter at fastfoodkæden har indgået en treårig global aftale med den amerikanske virksomhed Beyond Meat, der producerer plantebaserede alternativer til kød.

Det skriver virksomhederne i en pressemeddelelse.

Som del af aftalen vil Beyond Meat ifølge selskabet selv blive »McDonald’s foretrukne leverandør for bøffen i McPlant« - en plantebaseret burger, som fastfoodkæden lige nu tester på flere markeder, hvor Danmark er et af dem.

Derudover skal Beyond Meat sammen med McDonalds forsøge at udvikle plantebaserede alternativer til fastfoodkædens andre varer såsom kylling, svinekød og æg for at udvide udvalget inden for McPlant-initiativet.

Francesca DeBiase, chef for McDonald’s globale forsyningskæde, udtaler i forbindelse med offentliggørelsen, at det i sidste ende handler om at give kunderne flere valgmuligheder, når de besøger kædens restauranter:

»Vi er glade for samarbejdet med Beyond Meat om at drive innovationen inden for området, og den strategiske aftale er et vigtigt skridt i retning af at bringe lækre, plantebaserede produkter af høj kvalitet ud til vores kunder.«

Siden 2019 er Beyond Meat indgået i et samarbejde med McDonald’s, som led i et forsøg på det canadiske marked. Tidligere i februar i år meddelte McDonalds, at forsøget skulle udvides til markedet i Danmark og Sverige.

Det er endnu uvist, hvilke pengebeløb der er involveret i samarbejdet mellem Beyond Meat og den amerikanske fastfoodgigant, men ifølge Beyond Meat selv vil det ikke få den store betydning for bundlinjen i 2021.

Det er blot en måned siden, at Beyond Meat fik gedigen medvind på det amerikanske aktiemarked efter nyheden om et samarbejde med Pepsico.

Virksomhederne indgår i et joint venture om at producere veganske snacks og drikkevarer med plantebaserede ingredienser. Fra Beyond Meat lød det, at Pepsicos rækkevidde og distribution vil betyde, at selskabet med nye kanaler og kategorier vil bringe »produkter til markedet verden over«.

Partnerskabet mellem Beyond Meat og Pepsico, som stadig er undervejs, vil gå under navnet ”The Planet Partnership”. Beyond Meat har desuden samarbejder med fastfoodkæderne Pizza Hut, KFC og Dunkin’ Donuts.

Beyond Meat blev stiftet i 2009, og i dag sælges virksomhedens produkter i flere end 155.000 butikker i 80 lande verden over. Heriblandt Danmark, hvor Beyond Meats kødalternativer er tilgængelige i kølediskene hos en række danske supermarkedskæder – bl.a. Coops butikker og Nemlig.com.

Beyond Meat vurderes til at sidde på omtrent 13 pct. af markedet for plantebaserede kødalternativer i USA ifølge nyhedsmediet CNBC.

BRANCHENYT
Læs også