Erhverv

Dansk møbelgigant gik konkurs for få år siden - nu drøner væksten op

Møbelproducenten Tvilum, som for få år siden gik konkurs efter en lang række år med enorme underskud, har for andet år i streg nået en omsætning på over en milliard kroner.

Ledelsen i møbelproducenten Tvilum forventer, at væksten vil fortsætte det kommende år. Foto: Joachim Ladefoged.

For blot tre år siden gik Danmarks største møbelproducent, Tvilum, konkurs efter flere år med dykkende salg og dundrende underskud.

Men med et nyt regnskab slår den hæderkronede danske møbelgigant for alvor fast, at man trods corona er vendt stærkt tilbage ovenpå en lang periode med krise.

Heri fremgår det, at omsætningen i Tvilum voksede med 20 pct. til 1,3 mia. kr. i 2020. Samtidig steg resultatet efter skat fra 50 mio. kr. til 71 mio. kr.

Ledelsen skriver i sin beretning for regnskabsåret, at 2020 har været et turbulent år for Tvilum. Ligesom mange andre danske virksomheder, måtte møbelproducenten lukke ned og sende medarbejdere hjem.

Men på den anden side af forårets nedlukning ventede en gevinst.

»Situationen blev forbedret relativt hurtigt med en skarp stigning i efterspørgslen, delvis drevet af akkumuleret kundeefterspørgsel under nedlukningen og en til dels øget fokus på hjemmet og hjemmet som arbejdsplads i lyset af fortsatte rejsebegrænsninger,« skriver ledelsen.

Efterspørgslen var pludselig på et højere niveau end før krisen, og kedlerne kørte på højtryk i Tvilum. Derfor var selskabet ifølge ledelsesberetningen nødt til at hive nye medarbejdere ind – og ifølge CVR’s oplysninger steg antallet af ansatte med næsten 100 i perioden 2019 til 2020.

Før konkursen i 2018 oplevede Tvilum en årrække med turbulens.

Tvilum var ejet af en amerikansk kapitalfond, men kort tid efter konkursen blev møbelfirmaet købt til spotpris af en dansk investorgruppe bestående af blandt andet Tvilums stifterfamilie og adm. direktør Torben Porsholdt.

Siden da har de nye ejere været i fuld gang med en turnaround, som førte til en milliardomsætning i 2019. Frem mod 2018 var Tvilums omsætning blevet halveret, og selskabet havde et samlet underskud på 400 mio. kr.

Ejerne, den amerikanske kapitalfond Revolution, havde lukket fabrikker og flyttet produktion til Polen. Efter konkursen blev 700 medarbejdere sendt hjem, men cirka 500 beholdt deres job efter redningen af virksomheden.

Størstedelen af Tvilums produktion går til eksport. Blandt selskabets store markeder er Frankrig, Tyskland og USA, og kunderne til møblerne er massive internationale detailkæder som Walmart, Ikea og Jysk.

Tvilum har i dag produktion i Fårvang og Polen, og i regnskabet slår ledelsen fast, at man forventer en fortsat positiv udvikling i 2021.

BRANCHENYT
Læs også